Både korn og halm skal bringes inden døre inden det næste regnvejr. Derfor kører folkene på Gerdrup-Lyngbygaard ved Boeslunde på Vestsjælland i skift i denne uge.
- Vi flytter alt det ind i laden, vi kan nå inden i morgen aften, hvor vejrmeldingen lige nu siger, vi får regn, forklarer driftsleder Gustav Kromphardt på Gerdrup-Lyngbygaard Gods ved Boeslunde på Vestsjælland.
Vejrmeldingen er den direkte årsag til at Gustav Kromphardt fredag eftermiddag må passe tjansen på kornvognen.
- Vi har to mand, der sover nu og skal være friske til at tage over i nat, lyder det fra driftslederen, der i går morges kunne gøre op, at der stadig resterer 810 hektar ud af de i alt 1150 hektar, der samlet skal høstes på henholdsvis Gerdrup-Lyngbygaard på Vestsjælland og på Selsø-Lindholm Avslgaard nær Roskilde, hvor de 410 hektar ligger.
Raps i Roskilde
Mens det er en indlejet maskinstationsmaskine, der høster på Lungbyggard, valgte Gustav Kromphardt tidligt i går morges at køre godsets egen Lexion 600 maskine til Selsø-Lindholm for at høste raps der.
- Vi kører et såkaldt blok-cropping system, hvor vi samler den enkelte afgrøde i cirka 200 hektar blokke. Desværre var det på Selsø-Lindholm, hvor jorden er kraftigere, mere kuperet og på Roskilde-egnen, hvor der allerede nu er faldet 200 millimeter regn i august måned. Det er væsentlig mere end her, hvor vi i samme periode kun har fået 130 millimeter.
Mejetærskerkapaciteten på bedriften afstemmes med en før-høst aftale med Slots Bjergby Maskinstation om høst af 200 hektar. Derfor kører den indlejede maskine i hveden på Lyngbygaard nu.
Sikrer udlægget
Frument-hveden på den mere end en kilometer lange mark langs Skælskør Landevej, skjuler et veletableret rødsvingeludlæg.
- Derfor kører vi her i dag. Vi ønsker at sikre udlægget og prøver derfor på at få det fjernet først. Det samme gælder halmen, derfor er der også en presser på samme mark, forklarer Gustav Kromphardt, der betegner halmens tilstand som acceptabelt.
- Hvedeudbyttet er tilfredsstillende og normalt for en mark som denne. Det svinger mellem otte og ni ton pr. hektar og vandprocenten er her midt på eftermiddagen 18. Hveden i denne mark har enkelte steder lagt sig ned. En smule under de seneste dages regnvejr, men også enkelte steder for nogle uger siden. Samlet vurderer jeg omkring et par procent af hveden til at være spiret.
Gerdrup-Lyngbygaard har selv korntørringsfaciliteter og kan opbevare 6.850 ton korn.
Dropper 68 hektar raps
At de kommende dage og uger bliver travle på Gerdrup-Lyngbygaard Gods, hersker der ikke tvivl om. Oveni kornhøsten skal der bjerges 3600 ton halm.
- Rapssåningen er imidlertid overstået. Vi fik sået 110 hektar raps efter rødsvingel og havde egentlig planlagt yderligere 68 hektar. Det dropper vi imidlertid, fordi det bliver for sent og vi ikke vil prioritere at høste netop disse arealer før for eksempel denne her udlægsmark eller rapsen, lyder beslutningen.
Til det ekstra hul i markplanen håber Gustav Kromphardt at få en aftale om konservesærter.
- Men nu må vi se, hvad efteråret bringer af overraskelser, siger han.
Vårhvede lover godt
Da vi har en bevidst strategi mod større spredning af høsten, har Gerdrup-Lyngbygaard de seneste par år haft vårhvede til brød.
- I år har vi det hidtil største areal, og den mark ser lovende ud. Vårhvede høstes noget senere og kan derved øge vores egen mejetærskerkapacitet.
Enkelte områder af den langstråede vårhvedemark har lagt sig.
- Det er den fornøjelse, vi har af ikke at måtte stråforkorte, når det skal bruges til brødkorn, siger han og glæder sig alligevel til fra næste år at få del i den ekstra kvælstofkvote til vårhveden.
Gerdrup-Lyngbygaard har desuden en omfattende udlejningsaktivitet af 40 boliger samt juletræsproduktion på 25 hektar, som godset selv passer.