Lader jorden ligge udyrket

Lave kornpriser resulterer i at mælkeproducent lader 20 hektar god sandjord, der kan vandes, ligge brak.

AF KAJ LUND SØRENSEN

Mange taler om at lade være med at dyrke jorden, fordi kornpriserne er for lave, men når det bliver forår, bliver markerne alligevel sået til.

En, der i år har 20 hektar almindelig god sandjord, der kan vandes, liggende udyrket, er Gert Thomsen ved Vorbasse sydvest for Vejle. Han dyrker blandt andet også vinterhestebønner for at skaffe mere billigt protein til sine køer. For Gert Thomsen ville alternativet til at dyrke vinterhestebønner nok være heller ikke at så noget på disse marker.

- Det er træls at have jord liggende brak, og som landmand vil jeg da gerne dyrke den, men jeg synes simpelthen ikke, det er attraktivt at dyrke korn til disse priser, siger mælkeproducenten, som har kendskab til to andre landmænd i området, som også lader jord ligge brak.

Balance ved fem ton
- Et udbytte i vårbyg på fem ton pr. hektar er balancepunktet, og det kan vi også godt avle, men vi tjener ikke noget på det. Og der er risiko for, at vi kun avler tre ton og sætter penge til, lyder forklaringen.

Mens de fleste dyrker jorden på grund af harmonikrav, har Gert Thomsen ingen harmoniproblemer. Med 430 køer og et areal på 400 hektar er der meget jord i forhold til besætningen.

Der er jord nok til at dyrke rigeligt med grovfoder, og han ønsker ikke at øge majsarealet.

- I siloerne er der allerede majshelsæd nok indtil marts næste år, fortæller Gert Thomsen, som i år har 160 hektar med majs.

Læs også