Alt frosset inde i Aarhusegnen

Hundredvis af landmænd dukkede op til møde om Aarhusegnens betalingsstandsning. Beskeden til de fremmødte var: Alle værdier i andelen er frosset inde.

Alt oplagret korn, indeståender, osv. er frosset inde i Aarhusegnen. Skylder man selskabet penge, skal de betales.

Sådan lød beskeden, til en særdeles tætpakket forsamling af landmænd, på et møde om Aarhusegnens betalingsstandsning i forgårs aftes i LandboMidtØst's center i Hinnerup. Fremmødet var så stort, at nogle måtte lytte stående i gangen uden for mødelokalet.

Arrangørerne af mødet var Aarhus-Hadsten Landboforening og Kronjysk Landboforening, repræsenteret af de to formænd, henholdsvis Erik Poulsen og Anders Laustsen.

Knud Overgaard var en af de mange landmænd, der stillede spørgsmål. Han har en kontrakt med Aarhusegnen om levering af fremavlsvårbyg, og ville derfor vide, om han kunne risikere, at selskabet hentede vårbyggen hos ham.

Fejl bare ærgerligt
Svaret var ja. Som udgangspunkt består alle aftaler med Aarhusegnen, og selskabet vil tilbyde såsæd til foråret, forklarede den nye adm. direktør, Finn V. Nielsen.

En anden landmand, Kaj Sørensen, havde ved en fejl betalt to gange for et parti gødning. De penge er nu indefrosset, lød beskeden til ham.

Generelt fik landmændene at vide, at 1. februar, datoen for Aarhusegnens betalingsstandsning, er en vigtig skæringsdato, hvis man har handlet med selskabet.

Kredit
Der var også mange spørgsmål om Aarhusegnens mulige fremtid. Men de fleste forblev ubesvarede. Alle venter på, om Konkurrencestyrelsen godkender Danish Agros og DLGs overtagelse af Aarhusegnen.

Det fremgik dog af mødet, at Aarhusegnens hovedbank, Nordea, har stillet en kredit på 50 millioner til rådighed, så virksomheden kan opretholde en så normal drift som muligt i den kommende tid.

- Vi ligger på den gode side af det likviditetsbudget, vi i huj og hast måtte lave, fortalte Finn V. Nielsen.

Svar
LandboMidtØst har dannet en ekspertgruppe på fire personer, som svarer på spørgsmål om betalingsstandsningen. Derudover vil man i løbet af meget kort tid kunne læse svar på generelle spørgsmål på www.lmo.dk.

En af de andelshavere, der mødte frem i forgårs, var Søren Erik Pedersen fra Galten. Han producerer hvert år 3.500 slagtesvin, og han står til at miste 2-300.000 kroner på betalingsstandsningen ifølge P4 Østjylland.

- Da jeg kom frem og så, at der var 500 andre mennesker, som lige som jeg føler, at det her er mere eller mindre en katastrofe, så gav det lidt mere ro i sjælen, siger han til radioen.

Han er dog ikke blandt dem, der er hårdest ramt. Nogle landmænd har brugt grovvareselskabet som bank, og de risikerer at miste meget store beløb. De har ladet deres penge fra salg af korn stå i grovvareselskabet, fordi det gav en højere rente end at sætte pengene i banken.

Finn V. Nielsen satte sig den 1. januar i direktør-stolen i Aarhusegnen under den forudsætning at skulle vende et underskud på 70 millioner kroner til et overskud.

Men allerede efter få dage stod det klart, at underskuddet snarere var 140 millioner kroner, forklarede han i forgårs aftes på et møde i Hinnerup om betalingsstandsningen.

Efter en orientering af selskabets hovedbank, Nordea, stod skriften lysende klart på væggen: Et selvstændigt Aarhusegnen var ikke muligt. 

- Herefter var hovedsigtet at sikre alle kreditorer pengene - herunder især landmænd med indeståender og korn oplagt. Det lykkedes inden for få dage at få lavet en aftale med Danish Agro og DLG, og vi forhandlede også med Konkurrencestyrelsen, men måtte erkende, at vi ikke kunne komme i mål uden en offentlighedsfase. Dét gjorde, at vi fandt det nødvendigt med en betalingsstandsning, da der ellers ville komme et run på virksomheden, fortalte Finn V. Nielsen.

Ikke tid nok
Han fastslog, at den seneste tid har været »sindssyg hård« for medarbejderne.

- Vores konti er ikke åbne, og alle krævede fra mandag morgen forudbetaling på telefon, strøm, naturgas....alt. Men vi er kommet igennem, og nu er det vigtigt, at medarbejdere og kunder bakker op. Det er alfa og omega, lød det fra Finn V. Nielsen.

Flere af de fremmødte var bekymrede for, om konkurrencen nu ville blive dårligere i grovvaresektoren. Et spørgsmål gik på, om Aarhusegnen havde været for hurtig til at overgive sig og kaste sig i armene på Danish Agro og DLG.

Finn V. Nielsens svar var, at der ikke havde været tid nok til at henvende sig til andre banker og grovvareselskaber.

- Vi har gjort, hvad vi synes, var rigtigt. Vi havde ikke lang tid. Da jeg som direktør skulle sælge Hedegaard, havde jeg ikke andre problemstillinger at forholde mig til end at skulle sælge. Dertil kommer, at finanskrisen ikke har gjort det nemmere at finansiere opkøb, sagde Finn V. Nielsen.

Læs også