Eksperter i pladder

Arbejde i vådområder kræver sin mand - og sin maskine. FMT leverer begge dele i hele landet til alt fra store moseområder og voldgrave til små put-and-take søer.

Store maskiner er tunge maskiner, og det er ikke altid praktisk, når der skal køres i meget bløde vådområder. Men enkelte firmaer har valgt at specialisere sig i naturprojekter i nogle af landets sværest tilgængelige områder.

Et af dem er FMT A/S, der har hovedkvarter i Hillerød. Firmaet startede som maskinstation i 1974, men er mere eller mindre gået væk fra de traditionelle opgaver i branchen til fordel for forskellige projekter inden for naturgenopretning.

I dag kører firmaets enorme Catapillar Long Reach maskiner over hele landet, men selv om jorden er blød, klarer de opgaverne.

- Vi bygger maskinerne meget om, når vi får dem. Vi forlænger og forhøjer undervognen, og monterer bælter på halvanden meters bredde, fortæller salgschef Jan Schiøtt fra FMT.

De brede bælter giver den 50 tons tunge maskine et meget lavt fladetryk, og den forhøjede undervogn betyder, at maskinen faktisk kan køre i blødbundsområder med op til halvanden meters vanddybde.

Blandede opgaver
- Opgaverne er typisk oprensning af eksisterende vådområder, etablering af nye søer, oprensning af rensebassiner hos renseanlæggene og formidling af slam til landmænd, put-and-take søer, tørvemoser eller voldgrave, fortæller salgschefen.

Maskinernes rækkevidde på op til 28 meter gør dem velegnede til de helt store, komplicerede opgaver. Blandt andet stod FMT for oprensningen af de 25 meter dybe voldgrave omkring Fredericia by i 2005.

I det jyske er der lige nu mest gang i nedlæggelse af dambrug og etablering af put-and-take søer, der især er populære blandt de tyske turister.

- Vi kan da godt mærke, at de private kunder holder lidt mere på pengene for tiden, men så vil der jo ligge en masse opgaver og vente, når tiderne bliver bedre, siger Jan Schiøtt.

Rydder ud i bevoksningen
Også rydning af bevoksning med knuser er blevet et stort forretningsområde for FMT de senere år.

- Vi lavede et projekt på Møn for Skov & Naturstyrelsen ved Møns Klint sidste år, hvor der skulle ryddes 20 ha med bevoksning. Det kunne man ikke klare med traktor, for man splittede simpelthen landskabet ad. Men vores maskiner med de brede bælter kunne klare det, og de store maskiner med den store rækkevidde kunne klare områderne op ad skrænterne, siger Jan Schiøtt.

Der laves dog også masser af projekter i lidt mindre målestok. Jagt er eksempelvis blevet noget af en industri på mange godser, og lejerne stiller kontante krav til at områderne er attraktive.

- Der bliver lavet mange nye søer, fordi der er mulighed for at få tilskud til det gennem jagttegnsmidlerne, siger Jan Schiøtt.

Læs også