Vi har alle et ansvar

Vi er klar over situationens alvor, siger Landbrug & Fødevarers formand Michael Brockenhuus-Schack, der blandt andet pointerer vigtigheden i, at landbruget kommer med i regeringens kommende vækstpakke.

Selvom det ser sort ud for mælkeproducenterne lige i øjeblikket, så ser Landbrug & Fødevarers formand, Michael Brockenhuus-Schack stadig flere muligheder, hvor der kan tages fat og justeres, så mælkeproducenterne igen kan komme til at tjene penge.

Det fortalte han i går til Effektivt Landbrug, nogle timer inden han tog af sted til stormødet i Agerskov Hallen i Sønderjylland, hvor op mod 1000 mælkeproducenter fra hele landet i går aftes deltog, og hvor han sammen med blandt andre Arla-direktør Peder Tuborgh og Dansk Kvægs formand Peder Phillip kom med indlæg for forsamlingen.

- Vi er godt klar over situationens alvor. Ikke kun mælkeproducenternes, selv om det er dem, det drejer sig om nu og her. For mig er det vigtigt at komme med det budskab, at vi alle har et fælles ansvar. Det gælder både landbrug, fødevarevirksomheder, den finansielle sektor og politikerne. Det er vigtigt, at vi ikke bare placerer ansvaret et sted alene, siger Michael Brockenhuus-Schack.

Inden mødet i går aftes havde formanden i sær bemærket den stemning, som lå til baggrund for afholdelsen af krisestormødet.

- Det er jo mennesker, som det her handler om. Det er hele familier, der hvis de enkelte bedrifter ikke kan få det til at hænge sammen, lige pludselig skal forlade hus og hjem. Det er jo derfor virkelig noget, som optager os alle sammen, siger Michael Brockenhuus-Schack.

Samarbejde med regeringen
Med sig til mødet i går, havde Michael Brockenhuus-Schack også nogle løsningsforslag til, hvordan man kommer ud af krisen.

- Skal vi fokusere på nogle af de enkelte dele, som vil hjælpe med fortsat at udvikle vores mælkeproduktion i Danmark, så kan jeg for eksempel nævne to elementer. Den ene er, at vi kommer med i den vækstpakke, som regeringen arbejder med lige nu. Det vil sikre vores udviklingsmuligheder og konkurrencekraft. Det er ekstremt vigtigt, at vi får lavet noget, der giver os likviditet, så vi kan fortsætte med de nødvendige udviklingsprojekter, siger han.

Det andet element indebærer, at Landbrug & Fødevarer vil sætte sig sammen med regeringen, så man kan få justeret på de rammevilkår, der bremser konkurrenceevnen. Det tror Michael Brockenhuus-Schack selv, at politikerne vil være lydhøre over for, når situationens alvor går op for dem.

Her nævner han blandt andet det sædvanlige smertensbarn omkring sagsbehandlingen af miljøgodkendelser og, at man får indført en bagatelgrænse, så ikke alt skal igennem det sædvanlige system.

Læs også