Danmarks yngste høstmedhjælper

På Hagesholm Gods ved Svinninge kører godsejer Christina Andersson mejetærsker med sin elleve måneder gamle baby, Astrid, som nok er en af Danmarks yngste høstmedhjælpere.

Astrid Marie Dietz Andersson, sådan hedder Danmarks måske yngste medhjælper i høsten. Hun skal fejre sin første fødselsdag den 5. september, og har altid været med, når hendes mor, Christina Andersson, har passet bedriften på Hagesholm Gods.

- Hun er jo nærmest født på en mejetærsker. Da jeg var højgravid sidste år, høstede jeg om lørdagen, kørte halm mandag, pløjede tirsdag og fødte fredag, fortæller Christina Andersson med et smil.

Arbejdet skal gøres
Christina Andersson er 32 år, og hun er uddannet agrarøkonom fra Næsgaard i 2002. Herefter har hun haft forskellige job, ligesom hun har været ude at rejse.

I maj 2006 stiftede Christina Andersson Hagesholm ApS sammen med sin far Stig Andersson, der er godsforvalter på Overgaard Gods ved Havndal, og den 15. september samme år, flyttede hun ind på Hagesholm sammen med sin kæreste, Brian Dietz.

Brian Dietz er uddannet smed, og arbejder godt og vel fuldtid på Hagesholm, som pt. ikke har nogen ansatte.

- Vi har haft en ansat, men det gik helt galt, så ham måtte vi skille os af med. Lige nu får vi så hjælp fra en af Brians venner, Henning Nørgaard Rasmussen, som er kommet fra Vestjylland, og har brugt halvanden uge af sin ferie på at hjælpe os i høsten. Han er en sand ven i nøden og grunden til, at vi faktisk er meget godt med, fortæller Christina Andersson.

Udover planteavl er der i tilknytning til Hagesholm Gods en DPL besætning, hvor godset lægger jord til og aftager gyllen.

Rimelig høst
Høsten på Hagesholm Gods har været meget svingende, men grundlæggende mener Christina Andersson, at udbyttet har været rimeligt.

- Vores marker har mange steder stået rigtig flot, men der har også været tørkepletter, som har trukket gennemsnittet ned, fortæller hun.

Vinterbyggen har givet 6,5 tons pr. hektar, og både raps, frøs og rug ligger på lager, så udbyttet på dette kendes ikke endnu. Den sidste raps kom i hus den 31. juli, mens frøet var inde den 3. august, og den sidste rug kom på lager den 8. august. I alt mangler Christina Andersson at tærske små 100 hektar hvede, og cirka 100 hektar vårbyg.

At Christina Andersson er en aktiv godsejer er der ingen tvivl om, og hun har ikke sat farten ned, fordi hun har fået et barn.

- Jeg red lige en af mine ti heste til i sidste uge, og om tre uger skal vi på Store Hestedag. Jeg har jo også en konkurrencehest, som skal ud at vises lidt frem, fortæller hun, der har Astrid med rundt til næsten alt.

- Det hele kan jo ikke gå i stå, fordi vi har fået et barn, så derfor må hun med. Hun er i dagpleje nogle timer om dagen, og så har jeg hende med ud på mejetærskeren om eftermiddagen. Her sidder hun i sin autostol, og hun slapper helt af, mens vi kører, måske kan hun huske rystelserne fra maskinerne, fra hun lå inde i maven - hun har det i hvert fald i blodet. Og Astrid skal ikke være enebarn, for der er jo plads til flere i mejetærskeren, siger Christina Andersson afslutningsvis med et smil.

Læs også