Sikkert nok at bruge Improvac

To danske svineproducenter, der har erfaring med Improvac, er ikke nervøse for at bruge det.

Niels Høite Hansen, er vel nok den eneste svineproducent i landet, der indtil videre har prøvet at vaccinere med Improvac, og han er ikke betænkelig ved udsigten til eventuelt også at skulle gøre det i fremtiden.

- Jeg vaccinerer 4 stier med 16 store slagtesvin i hver på omkring et kvarter, oplyser svineproducenten, der vurderer vaccination med Improvac som arbejdsmæssigt væsentlig nemmere end traditionel kastration.

- Man skal bruge en særlig sikkerhedssprøjte, der giver vaccinen i to arbejdsbevægelser, for at sikre, at man ikke kommer til at stikke sig selv. Det er blot noget praktik, der skal køres ind, siger Niels Høite Hansen, der sammen med sin søn Hans-Henrik Høite Hansen driver en svinebesætning på omkring 350 årssøer på Tåsinge med en produktion på omkring 8.500 slagtesvin årligt. Denne besætning er den ene af de to besætninger, hvor Dansk Svineproduktion for tiden afprøver Improvac.

Alternativ til kastrering
Også svineproducent Ole Elbæk, Klippinge, ser absolut Improvac som et alternativ til traditionel kastrering.

- Tidsforbruget er nok det samme, men det er bestemt et alternativ, og jeg føler mig bestemt ikke afskrækket. Sprøjten er jo designet, så det næsten ikke skulle kunne lade sig gøre at stikke sig selv, siger svineproducenten, der føler sig helt tryg ved metoden.

Ole Elbæk har ikke selv prøvet at vaccinere med Improvac, men han hjælper til, når en tekniker fra Dansk Svineproduktion vaccinerer hans grise som en del af den afprøvning der foregår i regi af Dansk Svineproduktion.

- Det tager teknikeren omkring to minutter at vaccinere en sti på 16 slagtesvin, oplyser han.

Ole Elbæk har en besætning på omkring 600 søer og producerer selv omkring 5.000 slagtesvin årligt. Han oplyser, at et hold på 192 slagtesvin indgår i forsøget, hvor en tredjedel vaccineres med Improvac, en tredjedel er galtgrise og en tredjedel er sogrise.

Læs også