Oplev dyrevelfærd og kødkvalitet

ÅBENT HUS: Kødkvægsbesætninger fremviser lørdag den 9. maj sammen med SuperBest både dyrevelfærd og kødkvalitet, når der landet over er Åbent Hus hos 46 besætninger.

Hans Ulrik Lund ved Jelstrup i nærheden af Aars er en af de kødkvægsavlere, der holder Åbent Hus på Kødkvægets Dag den 9. maj. Her kan publikum se den tungeste og største af de kødkvægsracer, som findes i Danmark.

Der er tale om den franske race Blonde d’Aquitaine, hvor køerne i udvokset stand vejer over 1000 kilo, og hvor tyrene kan nå en levende vægt på mere end 1400 kilo.

Det betyder, at der er meget store mængder af kød på slagtedyrene, men samtidig er der tale om noget af det magreste og mest fedtfattige kød.

Se stald og mark
Besætningen i Jelstrup består af 20 moderdyr med tilhørende opdræt, så der vil være omkring 50 kreaturer.

Dyrene går i en nybygget og åben løsdriftstald. Det betyder, at der er frisk luft hver eneste dag året rundt. Kreaturer føler stort velvære i sådan stalde, selvom det en vinterdag med blæst føles koldt for mennesker, så nyder kreaturerne det miljø.

Om sommeren går alle dyrene ude på markerne, hvor kalvene, foruden den mælk de drikker hos deres mor, får tilbudt noget suppleringsfoder, det er nødvendigt for, at dyrene kan udnytte det store vækstpotentiale, som de er i besiddelse af. Normalt bliver ungtyrene slagtet omkring et-årsalderen, hvor de typisk vil veje 400 kilo - vel at mærke i slagtet tilstand.

Kvalitetskød
I alt 46 besætninger holder Åbent Hus lørdag den 9. maj, her er der mulighed for ved selvsyn at opleve produktionen af kvalitetsoksekød.

For knap to år siden blev der lavet et afsætningssamarbejde omkring kvalitetsoksekød udelukkende fra kødkvæg, der opfylder en række krav til såvel dyrevelfærd og kødkvalitet. Besætningerne skal blandt andet godkendes hvert år af Dyrenes Beskyttelse.

Det er Friland A/S, der har udviklet konceptet, og kødet sælges hos landets SuperBest butikker som en efterspurgt mærkevare.

Friland kødkvægskød kan spores direkte fra besætningen og det enkelte dyr til kødpakken i køledisken. Det enkelte dyrs CHR nummer, der svarer til personers CPR nummer, står nemlig på kødpakken. Via www.sporditkod.dk kan alle gå ind og se hvilket dyr, der er tale om, hvilken race der er tale om, og hvilken besætningen dyret kommer fra.

Samfundstjeneste
Kødkvæg eller ammekøer får en kalv om året med oksekødsproduktion for øje. Ammekøerne går altid på græs i sommerhalvåret, sammen med deres kalve, som mindst skal have lov til at amme hos moderen i fem måneder efter fødsel.

- Rigtig mange af ammekøerne yder samfundet en stor tjeneste, fordi de plejer mange af de skønne naturarealer, vi har og bør bevare her i Danmark, siger formanden for kødkvægsudvalget i LandboMidtØst, Søren Riis Vester.

Rene råvarer
- Kødkvægskødet er derfor nok den reneste råvare helt uden kunstige tilsætningsstoffer, man kan anvende i husholdningen i dag, så derfor kom og se de dejlige dyr i naturlige omgivelser på græs, opfordrer formanden for kødkvægsudvalget i LandboMidtØst, Søren Riis Vester.

Læs også