INTENSIVERING: Efter det mest turbulente år i Grambogård-mejeriets første ti år intensiveres virksomheden og markedsføringen frem mod overgangen til økologiske produkter om et års tid.
Gårdmejeriet på Grambogård har her i år været igennem det absolut mest turbulente i de nu ti år, mejeriet har behandlet mælken fra de røde køer i stalden på den anden side af væggen. Fra nytår blev tilknyttet syv nye leverandører med det formål at levere mælkemængden til de store, hypermoderne mejerianlæg, som var på tegnebrættet på en industrigrund ved den fynske motorvej. Men her nåede det kun til spadestikket, inden planerne blev droppet i forsommeren, de nye leverandører løst fra deres leveringsaftaler, og et farvel til fem ansatte.
- Vi tabte omkring en million kroner om måneden sidste år og i begyndelsen af i år, fortæller Alex Lysemose, der af ejerne bag Grambogård Mejeri A/S, den store fødevarekoncern DKI International A/S i Skanderborg, i foråret blev ansat som direktør for at få skuden på rette kurs igen.
En strukturel plan for det fynske gårdmejeri blev lagt – og gennemført. Samtidig var den økonomiske målsætning, at månedsregnskabet inden dette års udgang skulle ned i nulpunktet, og det forventer Alex Lysemose vil være inden for rækkevidde.
Nyt lagerområde
Planen var at bibeholde såvel gårdmejeriet og slagteriet, og derfra udvikle det kendte og værdsatte Grambogård-koncept. Mens der blev »ventet« på det nye mejeriprojekt i Vissenbjerg, var investeringerne på Grambogård sat på standby, men da projektet blev likvideret, blev det straks besluttet at investere 250.000 kroner i et nyt lagerområde med køl, pakke- og udleveringsfaciliteter.
Det står nu færdigt på Grambogård, og herfra henter Arlas store kølebiler hver eftermiddag frisk mælk og øvrige mejeriprodukter.
- Netop denne nye distributionsaftale har været meget givtig for os og ikke mindst for kunderne, påpeger Alex Lysemose.
Vil gerne vokse
Direktøren ser med den ændrede logistik mange nye muligheder for at øge kapaciteten på det fynske gårdmejeri og dermed med en øget skala at hente en bedre rentabilitet.
- Vi og ejerne i DKI-gruppen ser gerne, at mejeriet vokser, men det må ikke ske på bekostning af kvalitet og mærkeimage.
Derfor afviser han ikke, at det på sigt kan aktuelt med flere leverandører ud over de 250 køer i den netop færdigrenoverede og udvidede stald på Grambogård, samt fra de økologiske jerseykøer hos Arne Jørgensen i Verninge.
- I det kommende år vil vi intensivere markedsføringen af vore produkters kvalitet og dyrevelfærden, inden vi fra 2010 tager næste step, når produkterne bliver økologiske.
- Vi vil fortsat være de bedste – også selvom det betyder, vi er de dyreste, påpeger Alex Lysemose, og glæder sig over, at kunderne har givet mange positive meldinger på, at Grambogård fortsat vil være et gårdmejeri.
- Set fra min stol har det været en spændende proces, lærerigt, og samtidig en fornøjelse at føle, at pionerånden har været så stærk hos medarbejderne. Vi er sammen nået rigtigt langt, men vi er stadig ikke i mål. Vi har overlevet stormen, Grambogård-brandet er intakt, leverandørerne og investorerne bakker op, og medarbejderne er kernepunktet i den spændende fremtid, slutter direktøren sit bidrag til Effektivt Landbrugs sidste afsnit fra dette helt unikke gårdkoncept.
LÆS MEGET MERE I DAGENS AVIS!