- Vi har for længst råbt vagt i gevær. Alligevel skal vi hen til fem minutter i 12, før de ansvarlige politikere sikrer fornødne ressourcer til at sænke sagsbehandlingstiderne. Hvor mange andre borgere og virksomheder kunne basere deres virke på så lange svartider?

Formanden for Patriotisk Selskab, Peter Cederfeld de Simonsen, rettede en skarp kritik mod Fyns Amt, da han på foreningens generalforsamling beklagede, at fynske landmænd ofte må vente op til 6-8 måneder på svar på almindelige screeningssager.

Han beklagede samtidig, at Fyn ofte har fungeret som et negativt foregangsområde i administrationen af VVM-reglerne. I foråret indførte Fyns Amt således et nyt administrationsgrundlag for forvaltning af screeningssager. Der blev strammet op på samtlige områder for – med amtets begrundelse – at leve op til afgørelserne i Naturklagenævnet.

- Som sædvanlig efterlevede Fyns Amt Naturklagenævnets afgørelser og lagde sig på den sikre side. Det vil få og har allerede fået afsmittende virkning på de øvrige landsdeles sagsbehandling, sagde Peter Cederfeld og konstaterede, at Naturklagenævnet i høj grad anvendes til politisering.

- Det er på høje tid, Naturklagenævnet bliver kigget efter i sømmene, og det er derfor glædeligt, at flere af de ordførende politikere på området har meddelt, at et større servicetjek forestår. Det kan kun gå for langsomt, sagde patrioternes formand.

Han håber, at det vil få en positiv indflydelse på sagsbehandlingen, når administrationen af VVM-reglerne 1. januar 2007 lægges ud til kommunerne i forbindelse med kommunalreformen. Men det kræver, at kommunerne får et ordentligt grundlag at starte på.

- Det, man kan frygte, er, at man ikke får ryddet ordentligt op i sagsbunkerne, inden amterne nedlægges, så kommunerne i princippet bare overtager et problem og kommer bagud fra starten, sagde Peter Cederfeld.

Han er også bange for, at sagsbehandlingen kan blive endnu mere forskellig fra landsdel til landsdel, end tilfældet er i dag.

- Det er en klar risiko, når man spreder tingen ud på flere steder. Derfor er det meget vigtigt, at staten kommer med nogle klare retningslinier at administrere efter, så det bliver nemt for kommunerne at overtage opgaven, påpegede Peter Cederfeld.

Hvis staten ikke kan give præcise og gennemarbejdede bindende retningslinier til kommunerne inden 1. januar 2007, må konsekvensen ifølge Patriotisk Selskab være, at staten varetager sagsbehandlingen, indtil tingene er på plads.

TEKST: EBBE MORTENSEN