(Effektivt Landbrug) To af Folketingets energiordførere vil efter møder med Danske Halmleverandører nu arbejde for at fremme brugen af biobrændsler som halm.
Danmark har som det eneste land i EU ikke en plan for, hvordan man inden 2008 skal tilsætte minimum 5,75 procent biobrændstof i al brændstof til transport.
- Det skriger til himlen, og lige nu er der jo mange parametre, som taler for at gøre noget ved det. De høje energipriser, et ønske om at være selvforsynende og så problemstillingen med at sende ren energi ud af landet, siger Hans Stougaard, formand for Danske Halmleverandører.
Som han ser det, er der efterhånden ved at rejse sig et folkekrav om, at politikerne sætter biomasse længere frem på dagsordenen. Senest har Energistyrelsens bekendtgørelse om, at fjernvarmeværkerne ikke må udskifte afgiftsbelagt brændsel (naturgas) med ikke-afgiftsbelagt brændsel (biomasse som halm), imidlertid været en alvorlig kæp i hjulet på alle bestræbelser på at fremme CO2-neutrale brændsler i Danmark.
Derfor glæder det ham meget, at de to folketingspolitikere, som Danske Halmleverandører de seneste to uger har holdt møde med, nemlig energiordførerne Anne Grete Holmsgaard (SF) og Christian Wedell-Neergaard (K), nu vil rejse problematikken i deres respektive folketingsgrupper og, efter halmformandens bedste skøn, »seriøst arbejde for at fremme biomasse i Danmark.«
- Trenden med biomasse vil udvikle sig over tiden, og derfor glæder det mig, at de to energiordførere vil kigge på hele området. Politikerne slipper heller ikke, og på trods af skattestoppet er der råderum på energikontoen til at gøre noget ved det, da der er kommet masser af moms- og afgiftspenge ind fra Nordsø-olien, mener Hans Stougaard.