Mælkepriserne i EU25 er fortsat væsentligt forskellige. Men markedet flytter sig konstant, og det er typisk de gamle EU15-lande, der må sande, at priserne skal ned, mens de nye medlemslande stille og roligt får bedre og bedre priser for deres mælk.

Det viser en opgørelse, som tyske ZMP har foretaget.

Opgørelsen viser blandt andet, at mens en polsk mælkeproducent fik omkring 14 euro pr. 100 kg ab gård i 1999 (ca. 1,04 kroner kiloet) så nærmer han sig nu 19 euro pr. 100 kilo (1,41 kroner kiloet).

Det skal understreges, at alle nævnte tal er cirkatal, idet tanken er at vise den europæiske tendens frem for en prisoversigt med præcise decimaler.

I den høje ende af skalaen befinder de italienske mælkeproducenter sig. I 1997 blev de afregnet med omkring 37 euro pr. 100 kg mælk (ca. 2,75 kroner kiloet).

I perioden 2002 til 2004 lå den italienske afregningspris omkring 34 euro pr. 100 kg (ca. 2,52 kroner pr. kilo ab gård).

Hos Arla var der i 2003/04 tale om en bruttoafregning på cirka 2,39 kroner kiloet ab gård.

Ser vi fortsat på vore konkurrenter ude i Europa, har vi en mellemgruppe med lande som Frankrig, Tyskland og UK. Her er det interessant at se, at mens tyskerne siden 1997/98 har afregnet bedst af de tre lande, så peger kurverne stærkt i retning af hinanden lige nu.

I perioden 2002 til 2004 er den franske og tyske mælkepris faldet fra lidt over 29 euro pr. 100 kg (ca. 2,16 kroner kiloet) til et niveau omkring 28 euro pr. 100 kilo (cirka 2,08 kroner kiloet).

Briternes afregning er i samme periode steget fra niveauet omkring de 25 euro pr. 100 kg til cirka 26 euro pr. 100 kg – altså et par euros penge pr. 100 kilo fra tyskerne og franskmændene i meget runde tal.

Når vi taler europæisk mælkepris er det imidlertid vigtigt at holde sig klart, at mælkeproducenterne afregnes meget forskelligt fra region til region i de enkelte lande.

Ser vi for eksempel på det tyske marked, er der væsentlig forskel på, om man ligger i hård konkurrence med Holland og Danmark i Nordtyskland, eller om man som sydtysker har kunnet lukrere på høje italienske priser.

Det betyder, at der er tyske mælkeproducenter, som afregnes under gennemsnittet i EU, mens der altså også er tyske mælkeproducenter, som afregnes over gennemsnittet i EU-landene.

Tyskerne opgør selv, at den tyske mælkepris frem til 2003 i gennemsnit lå over det europæiske gennemsnit, men at gennemsnitsprisen siden er faldet til under det gennemsnitlige prisniveau i EU.

Og det bliver næppe lettere for hverken tyskerne eller nogle andre mælkeproducenter i EU i fremtiden. De nye medlemslande kan godt nok se frem til, at deres priser vil stige yderligere i takt med, at de nærmer sig priserne i de gamle lande, altså i EU15.

Men markedskræfterne bliver stadig voldsommere, dels internt i de enkelte lande, dels på verdensmarkedet.

De tyske markedseksperter vurderer, at en af hovedårsagerne til prisfaldene i forbundsrepublikken er, at Tyskland måske er det land i Europa, hvor detailhandlen har allermest magt på mejeriområdet.

Tyskerne forestiller sig ikke, at denne markedsudvikling vil kunne bremses andre steder i Europa. Tværtimod forudser de, at de lande, som endnu ikke har mærket markedskræfterne for fuldt tryk endnu, kommer til det i den kommende tid.

Et af de lande, som for alvor er ved at få handelskædernes magt at mærke, er Polen. Som nævnt har den polske mælkepris nærmet sig vesteuropæiske priser. Men markedssituationen i Polen er vendt her i 2005.

Dette skyldes en kombination af flere ting. Eksempelvis er det detailhandelskæderne, der i højere og højere grad dikterer priserne på mejerivarer, og dermed på mælkeprisen, som producenterne i sidste ende får.

Samtidig er eksporten ud af Polen, som i 2004 steg med hele 70 procent, på retur. Årsagen til den stigende eksport i 2004 var blandt andet en gunstig valutakursudvikling.

Nu den lokale valuta, zlotyen, igen steget i kurs, og de polske mejeriprodukter er steget tilsvarende i udlandet. Det har helt naturligt fået efterspørgslen efter polske mejeriprodukter til at dale drastisk.

Aktuelt har de polske mælkeproducenter derfor kun hårdt arbejde og lave produktionsomkostninger som følge af lave lønninger at hænge deres hat på.