Landboungdommen ud af starthullerne

(LANDBRUG FYN) GRISEVÆDDELØB: Fyns LandboUngdom har overtaget afviklingen af dyrskuets mest sikre publikumstræffer.

Når der i højtaleren annonceres, at næste programpunkt er grisevæddeløb nede ved Indgang Vest, så går den vilde jagt blandt børnene på dyrskuepladsen. Grisene, der løber om kap flere gange dagligt, er Det Fynske Dyrskues absolut største hit.

- Derfor var vi da heller ikke længe om at sige ja til at overtage startpistolen, da svineafdelingerne hos landboforeningerne måtte melde fra som arrangører, siger formanden for Fyns LandboUngdom, Peter Jacobsen.

Mangel på mandskabsressourcer var årsagen til, at løbet var kørt for denne uvurderlige samfundskontakt-aktivitet, hvis ikke de unge var trådt til.

- Det er absolut en god indgangsvinkel til børn og barnlige sjæle, så selv om vi ikke kan tjene penge som løbsarrangører, så tror vi på, at det kan give os noget PR og måske nogle nye medlemmer, håber landboungdomsformanden.

Allerede i den forgangne uge var en gruppe fra Fyns LandboUngdom ude på dyrskuepladsen i Odense for at forberede og opstille banen. Derefter tager Morten T. Jørgensen og Jesper Klejs Lund fra Vestfyns LandboUngdom og landboungdommens dyrskueudvalg over. Ingen af dem har dagligt arbejde med grise - derfor kan de arbejde med løbsgrisene uden at få karantæne.

De vil træne grisene, og når det i dag går løs, vil de sørge for, at grisene er klar i startboksene og kommer bedst muligt af sted rundt på banen, hvor lokkemaden er friskt foder fra FAF.

Til at hjælpe sig får de en række prominente startere. Første løb på fredag skydes i gang af borgmester Anker Boye, og desuden kommer Brobys borgmester, folketingsmedlem Erling Bonnesen, som starter til et af løbene.

Grisevæddeløbene foregår alle tre dyrskuedage kl. 10, kl. 13 og 16 - med to løb hver gang. Grisene, som efter sigende allerede er trænet hjemmefra, kommer fra avlscentrene Holmegaard A/S, Håstrup, Avlscenter Bellinge, Bjernegård i Ebberup, Eskebjerg A/S, V. Skerninge, samt Bæklund i Haarby.

- Vi har oplevet stor velvilje og opbakning fra svineavlerne, der også hjælper os under selve løbene, siger Lars Grønnegaard Hansen fra landboungdommens dyrskueudvalg.

Grisene, der alle vejer omkring 35 kilo, bliver mærket med en besætningsfarve, således publikum kan stemme om placeringen, og avlerne kan dyste indbyrdes om førstepladsen ved årets dyrskue.

I forhold til de senere års dyrskuer er der også en »nyhed« til grisene. Hvor de hidtil på grund af smitterisiko ikke har måttet forlade dyrskuepladsen i levende live efter løbene, må de i år køres til slagtning i Skallebølle - og derefter over en grill nydes som helstegte!

TEKST: ERIK HANSEN

Læs også