Bygerne trak - mere end traktorerne!
(LANDBRUG FYN) REGN: Nordvestfyns LandboUngdoms traktortræk i Ejby druknede bogstaveligt talt i regn. De, der ikke nåede at kvalificere sig til DM, får en ny chance på lørdag i Nr. Broby.
Fra starten tegnede det egentlig ganske godt, da Nordvestfyns LandboUngdom lørdag den 7. maj afholdt traktortræk i Ejby. I løbet af formiddagen nåede publikumstallet op på den rigtige side af de tusind, og selv om der kom en lille byge en gang imellem, og banen nok var en smule for fugtig, så afvikledes arrangementet helt efter planen, og de 35 tilmeldte standardtraktorer, fire showklasse traktorer og tre specialbyggede traktorer trak på livet løs.
Men, men, men! - Ved middagstid blev rollerne byttet om. Nu var det pludselig de sorte skyer, der trak (op), og efter en voldsom regnbyge af en halv times varighed var alt så vådt og pløret, at arrangørerne måtte give op - og aflyse resten af arrangementet.
- Det var ikke rart at skulle stoppe midt i det hele, men forholdene var efterhånden blevet så dårlige, at det ikke var muligt at gennemføre resten af traktortrækket, siger den arrangerende forenings formand, Jakob Olsen. Selv om publikumstallet var godt nok, så blev omsætningen på grund af vejret alt for lille, og det betyder, at vi nok skal være tilfredse, hvis bare det økonomiske resultat ender med et nul på bundlinien.
Jakob Olsen oplyser, at de kørere, der havde meldt sig til DM, men som på grund af aflysningen ikke nåede at kvalificere sig til at gå videre i konkurrencen, får en ny chance på lørdag, den 21. maj, når Vestfyns LandboUngdom afholder traktortræk på Industrivej i Nr. Broby.
Vestfyns LandboUngdoms traktortræk finder som nævnt sted i Nr. Broby på lørdag fra kl. 10. Jakob Andersen fra foreningens traktortrækudvalg tør ikke spå om, hvornår stævnet slutter, idet der er tilmeldt omkring 55 standardtraktorer plus 12-13 specialbyggede af forskellige typer.
- Til selve stævnet er der tilmeldt 40 standardtraktorer, fortæller Jakob Andersen. Det store antal skyldes blandt andet, at Sydfyns LandboUngdom ikke afholder traktortræk i Svendborg i år, så mange der nede fra har meldt sig til hos os. Desuden kommer der en 12-15 stykker, som på grund af aflysningen i Ejby ikke nåede at kvalificere sig til at gå videre - i første omgang til FM lørdag den 25. juni ved Halm 80 i Skalkendrup, og derfra videre til DM.
TEKST: ANDERS KURT SIMONSEN