Landbrugsejendomme i høj kurs

(Effektivt Landbrug) STOR EFTERSPØRGSEL: Prisen på landbrugsejendomme er historisk høj. Husdyrproducenterne forsøger at arealsikre og dermed fremtidssikre deres bedrifter.

Stor efterspørgsel. Lille udbud.

Sådan ser den aktuelle situation på markedet for landbrugsejendomme ud. Det er en lidt anden situation end sidste år, hvor omsætningen var stor i kraft af den lave rente og landmændenes ønske om at sikre sig jord til den fremtidige produktion.

Ifølge statsautoriseret ejendomsmægler, Anton Mikkelsen, Landbrugsmæglerne I/S, ser det nu ud til, at antallet af ejendomme, som bliver sat til salg, vil stige igen i den kommende tid.

- Der er altid en vis mængde ejendomme, der skal omsættes, og en del af de landmænd, som overvejer at sælge deres ejendom, er bekendt med det sidste års prisstigninger på landbrugsejendomme og vil gerne sikre sig, at de får solgt deres ejendom, inden markedet eventuelt vender igen.

Selv om prisniveauet er højt, er der dog ikke noget, der tyder på, at det historisk høje prisniveau ikke holder på kort sigt. Det er den store efterspørgsel i sig selv en garanti for, påpeger Anton Mikkelsen.

- Det, der kan få markedet til at ryste, er, hvis renten stiger. Renten er den helt afgørende faktor, og hvis den bare stiger en procent, kan det påvirke prisen på en landbrugsejendom med 10-20 procent, siger han.

Den store efterspørgsel retter sig især mod planteavlsejendomme, der ligger, så der er husdyrproducenter, som kan nå dem.

- De er meget efterspurgte, fordi husdyrbrugene gerne vil sikre arealgrundlaget og dermed fremtiden for deres bedrifter, siger Anton Mikkelsen.

Sidste år valgte mange unge landmænd at sælge deres gård, og den tendens er ikke blevet mindre.

- Det er svært for de unge nyetablerede at klare sig i kampen om ejendomme, når de skal konkurrere med landmænd, som er veletablerede og allerede har skabt en friværdi i deres ejendomme, blandt andet i kraft af de prisstigninger, der har været, siger Anton Mikkelsen.

- De unge, der går ud af erhvervet, sidder typisk på ejendomme, hvor der ikke er tilstrækkelig udviklingsmuligheder, fordi de ikke kan skaffe produktionstilladelser eller jord. De vælger så afvikling i stedet for udvikling, siger ejendomsmægleren, som understreger, at problematikken omkring produktionstilladelser i høj grad er med til at påvirke markedet.

Læs også