Pæne prisstigninger på europæisk hvede
(Effektivt Landbrug) Algeriet satte sit præg på de europæiske hvedepriser efter køb af 200.000-300.000 tons hvede. Samtidig venter nogle kornhandlere, at der kan komme en massiv eksport til de nye EU-lande efter 1. maj, hvilket vil få stor betydning for retningen på priserne frem til ny høst.
På det europæiske hvedemarked kunne der i ugen, der er gået, noteres pæne stigninger – især på hvedebørserne i Paris og London.
Stigningerne blev udløst af nyheden om, at Algeriet har købt 200.000 til 300.000 tons fransk hvede til levering i maj og første halvdel af juni. Algeriet søgte tilbud sidst i marts, og der har i længere tid været en del spekulationer om, hvor Algeriet ville placere ordren.
På vore breddegrader er fokus imod øst. Polen skulle have købt 50.000 tons hvede til levering i maj fra flere lande, hvor Tyskland, Danmark og Sverige menes at være sælgere.
Dertil kommer, at Polen søger 250.000 tons rug til levering i maj og juni. Tysk interventions-rug må formodes at være den mest sandsynlige kilde til polakkernes behov. Tyskland råder fortsat over 1,1 millioner tons interventions-rug.
Samtidig er der en stigende fokus imod de øvrige af de kommende EU-lande i Østeuropa og imod deres importbehov i den resterende del af høståret.
Meningerne om potentialet i øst er meget delte i markedet. Mange tror ikke rigtigt på, at der bliver tale om de helt store forretninger med de nye lande. På den anden side slås flere af de nye EU-lande med et meget højt prisniveau, der bør gøre EU-hvede interessant efter den 1 maj. F.eks. handles der i dag møllehvede til cirka 130 kroner pr. 100 kg ab gård i Ungarn.
Til trods for de delte meninger om eksportmulighederne, er der dog enighed om, at bliver der tale om en mere massiv eksport til de nye EU-lande efter den 1 maj, ja så vil det få stor betydning for retningen på priserne frem til ny høst.
På det interne EU-marked er der en stigende købsinteresse. Dels fra Benelux-området samt fra Italien og Spanien, som efterhånden har fejet de sidste hjørner i deres lagerhaller og derfor er tvunget tilbage i markedet.
Eksempelvis oplever man nu mere markant stigende priser i Spanien på en tid af året, hvor man normalt ser prisfald op til den kommende høst.
På verdensmarkedet er blikket rettet imod vejret og dermed vækstbetingelserne for den kommende afgrøde. I USA har man i længere tid oplevet en tørke over de centrale dele af hvedebæltet, men der er nu lovet pæne mængder nedbør til de områder. Dermed er tørkefrygten udsat i denne omgang.
I Australien forhindrer en to måneders tørkeperiode landmændene i at komme i gang med tilsåningen af den kommende vintersædafgrøde.
Kineserne har det tørt i den nordlige del af landet, hvilket er hjertet i kinesernes hvedeproduktion. I EU var der ved indledningen på sidste uge en del tale om vandunderskud i Nordvestfrankrig, men ugen har budt på regn, hvilket har forhindret, at situationen skulle udvikle sig yderligere i kritisk retning.
På sojamarkedet så vi forrige torsdag et egentlig prissammenbrud på Chicago Board of Trade, hvor samtlige terminer af gammel høst blev handlet limit ned.
På børserne er der en limit (grænse) for, hvor meget priserne kan stige og falde på en handelsdag. Rammer man limit, lukker terminen, og der kan ikke handles på den termin før den efterfølgende børsdag. Systemet er indført for at undgå panikagtige prisskred.
Man kan sige, at når man når limit, så bliver markedsdeltagerne sendt hjem for at tænke over situationen. Limit-systemet blev indført efter børskrakket på Wall Street i 1929.
Efterfølgende prissammenbruddet for leden har vi set jævnt faldende priser på sojaskrå på især de korte terminer frem til ny høst i USA. De lange terminer er godt nok også gået ned, men ikke i samme omfang som de korte terminer.
Støtten til de lange terminer kommer fra et meget højt såtempo i tilsåningen af majs i USA. Med det høje såtempo frygter markedet, at arealet med majs vil blive større end først antaget, og at sojaarealet derfor vil blive tilsvarende mindre. Majs og soja konkurrer direkte med hinanden i sædskiftet.