Der er udsigt til flere komplicerede forhandlinger, efter Danske Halmleverandører i sidste uge mødtes til et krisemøde med ledelsen af energiselskabet E2, som ejer og driver syv store og elleve mindre kraft- og kraftvarmeværker i Østdanmark.

Efter mødet onsdag stod det klart, at det kun vil blive et af flere møder, hvor parterne skal forsøge at blive enige om en kompensation til de østdanske halmleverandører, der er brændt inde med store partier halm efter E2 forleden har meddelt, at de må reducere forbruget af halm drastisk.

I talrige reklamer på den regionale TV2-station har »Guru Madsen« - i skikkelse af den folkekære journalist og teltholder Anders Lund Madsen – knust svovldæmoner hos E2’s kraftværker. Desværre ser det ud til, at hans positive energi ikke har kunnet uddrive selskabets øvrige dæmoner.

E2 har uoverstigelige tekniske vanskeligheder med halmopriverne på sin brændselspillefabrik i Køge, som normalt forsyner Avedøreværket, som så langt er E2 største, når det gælder varme, og samtidigt er selskabets næststørste kraftværk.

- Det er en trist situation vore medlemmer er kommet i. E2 forventer ikke at kunne komme i fuld drift med fabrikken i Køge før henover sommer, altså tidligst omkring høst, fortæller formand for Danske Halmleverandører, Hans Stougaard, Flemløse.

Omkring 250 østdanske halmleverandører er pludselig kastet ud stor økonomisk usikkerhed, der for nogle vil betyde fallit, fordi E2 ikke kan aftage cirka 50.000 ton halm af de 300.000 ton, som værket havde stillet i udsigt i indeværende fyringssæson.

- Vi har haft et fornuftigt møde med E2, hvor vi har forsøgt at finde en god løsning. Det kan kun være til E2’s eget bedste, at vore medlemmer bliver holdt skadesløse, da det ikke kan være i selskabets interesse, at vore medlemmer er gået konkurs, når fabrikken har fået løst problemerne, mener Hans Stougaard.

- Det bedste medlemmerne kan gøre nu er at lade resten af halmen sidde, og så presse tilsvarende mindre til høst. Det er bare en ringe trøst, da mange allerede har købt grej til presning og bjærgning, og den investering skal forrentes under alle omstændigheder, siger formanden.

Dermed kommer der en »varm« sag på programmet, når Danske Halmleverandører holder ordinært repræsentantskabsmøde kl. 14 på mandag 29. marts i fællessalen på Christiansborg.

- Medlemmerne skal være meget velkomne til at møde op og stille spørgsmål om situationen. Jeg regner ikke med, at vi har den endelige aftale med E2 på plads før, men jeg vil meget gerne fortælle, hvor langt vi er kommet til den tid, lover Hans Stougaard.

Når repræsentantskabsmødet er henlagt til så fornemme rammer, skyldes det, at Danske Halmleverandører i samarbejde med Danske Skovdyrkerforeninger og foreningen Landbrugslederen samme dag kl. 9.30 til 14 holder et arrangement om mulighederne for land- og skovbrugets udvikling.

På mødet taler blandt andre Fødevareminister Mariann Fischer Boel og cheføkonom Jørgen Birger Christensen, Danske Bank. Sidstnævnte vil komme ind på bankens betragtninger om landbrugets og skovbrugets finansieringsforhold de kommende år. Arrangementet har få ledige pladser, og der kræves tilmelding på telefon 87 40 50 00.