Kun få brodne kar blandt vognmænd
(LANDBRUG SYD) Vognmand og chauffør blev i torsdags dømt for overtrædelse af dyreværnsloven – kreaturer døde på vej til slagteriet. De opholdt sig på lastbilerne i langt mere end de tilladte otte timer.
Tønder markedsfører sig som julens by, men det var ikke just julestemning, der prægede retten i Tønder i sidste uge, da en vognmand fra Give og en chauffør stod tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven for mishandling af dyr under transport til Danish Crowns kreaturslagteri i Tønder.
Mandag var der afhøring af vidner, og det var grimme oplevelser og billeder, slagteriets dyrlæger kunne berette om vedrørende den konkrete vognmand, der stod tiltalt for langt de fleste af forholdene – 10, mens chaufføren var tiltalt i tre forhold.
I anklageskriftet og under afhøringen blev der fortalt om transport af køer i langt mere end de tilladte otte timer – dyr havde været af sted på lastbilerne i op til 18 timer på deres sidste rejse fra Sjælland til slagteriet.
Der var eksempler på, at køer var trampet ihjel undervejs, havde blodige tryklæsioner, en ko var døende af afkræftelse og nedtrampning, havde hudafskrabninger, blev transporteret i mere end otte timer uden foder og drikke og lod en ko ligge hjælpeløs på turen fra Kolding til Tønder uden at hjælpe den op.
Generelt lød anklageskriftet på, at vognmanden og chaufføren i adskillige forhold ikke behandlede dyrene forsvarligt og udsatte dem for »smerte, angst og væsentlig ulempe«, som det hed i anklageskriftet, og politimester Jan Stick krævede den 55-årige vognmand frakendt retten til at have med dyr at gøre.
Vognmanden blev idømt 40 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 5000 kroner, ligesom han blev frakendt retten til at transportere hvirveldyr de næste fem år. Chaufføren blev idømt en bøde på 5000 kroner.
Mens den 46-årige chauffør modtog dommen, ankede vognmanden på stedet til landsretten med krav om frifindelse eller i givet fald formildelse af dommen.
- De forhold, vi taler om her, ligger langt ud over at være et hændeligt uheld, påpegede Karin Christensen.
Efterfølgende sagde hun til Landbrug Syd, at de forhold, der blev forklaret om i retten, er langt fra den dagligdag, hun oplever på slagteriet:
- Det kører godt, og der er langt mellem problemerne. Vi slagter 90.000 dyr om året, og der er mindre end 100 forhold, der er diskussion omkring, fortæller Karin Christensen.
Ind imellem kan det være nødvendigt lige at stramme lidt op overfor en vognmand eller chauffør, men så løses problemet – det var imidlertid ikke muligt med vognmanden fra Give, der fik flere advarsler undervejs.
- Vi er en slags dyrepolitifolk, der skal få vognmænd og chauffører til at overholde reglerne overfor dyrene, som de er pligtige til, og det er enhver dyrlæges pligt at melde forholdene, siger Karin Christensen, der erkender, at det ind imellem er nogle, der kalder hende grimme ord for hendes holdning.
- De ordentlige landmænd vil også have tingene i orden og vil ikke acceptere, at deres dyr dør under transporten til slagteriet, fastslår dyrlægen.
Samme holdning er der åbenbart ikke blandt alle praktiserende dyrlæger:
- I år har der kun været få anmeldelser til politiet. Jeg har haft tre, og to af tilfældene handler om dyrlæger, der har sagt god for transport af dyr, selvom de absolut ikke var egnede til at sætte op på en lastbil, fortæller Karin Christensen, der påpeger, at slagteriet generelt ikke har de store problemer med transport.