Årets kartoffel-DM gik til Jylland
(LANDBRUG FYN) Efter tre år med fynsk dominans i danmarksmesterskabet i dyrkning af frilandskartofler blev DM i år vundet af en jysk avler fra Lemvig.
I onsdags afvikledes den officielle finale i årets DM i dyrkning af frilandskartofler, som ifølge arrangøren, Danmarks Kartoffel Råd, er Danmarks største folkesport.
Det var femte gang, denne hyggelige DM-dyst blev afviklet. Første gang gik titlen til en deltager fra Åbenrå, men de sidste tre år har fynske kartoffeldyrkere stået øverst på sejrsskamlen.
I år gik det dog knap så godt, set med fynske øjne, og de fire fynske finalister måtte stå tilbage med nogenlunde samme følelser som GOG’s håndboldpiger efter de netop afviklede, nervepirrende semifinaler mod Ikast-Bording: De kæmpede bravt, men jyderne løb af med sejren!
Udover den store ære at få kartoflerne sendt med Port Danmark som en gave til Hendes Majestæt Dronning Margrethe modtog danmarksmesteren endvidere en kontant belønning på 3.500 kroner, sponsoreret af Landbrugsraadet, et diplom, en vandrepokal sponsoreret af Flensted A/S og en speciel, udsøgt kartoffel/blomsterbuket.
Andenpræmien på 1.000 kroner blev vundet af Leif Ørskov Jensen, Uggerslev, Otterup (1.808,0 gram). Trediepræmien på 500 kroner gik til Michael Christiansen, Otterup (1.559,8 gram). På fjerdepladsen kom Robert Claesson, Munkebo (1.110,4 gram), og sidstepladsen gik til Inge Nielsen, Særslev, Søndersø (952,9 gram).
Men inden, man nåede så langt, var der forløbet et par hektiske måneder med pasning af de spæde rodknolde, kulminerende med den officielle opgravning onsdag formiddag i timerne op til finalen.
Under behørigt opsyn af kontrollanter fra Danmarks Kartoffel Råd var der i formiddagens løb hos hver af de fem finalister af en uvildig »official« blevet udpeget syv tilfældigt udvalgte kartoffelplanter.
De udpegede planter var derpå blevet gravet op, og efter behørig afbørstning for jord samt måling (alle kartoflerne skal kunne gå igennem en officiel måleramme på 50 x 50 mm, red.) blev kartoflerne vejet en første gang, inden de i forseglede poser blev transporteret til finalen i Kerteminde.
Danmarksmesteren, Børge Andersen, Lemvig, var ret fåmælt med hensyn til dyrkningstekniske oplysninger - udover at vinderkartoflerne var af sorten Minerva, og at de havde fået noget almindelig NPK-gødning.
Det fik Robert Claesson, Munkebo, til at bedyre, at han ville bruge Minerva næste år. I år havde han brugt en ny sort, Rocket, som ganske vist havde en meget flot top, men hvis udbytte kun var halvt så stort som DM-kartoflernes.
Hos Michael Christiansen, Otterup, der ligesom et par andre finalister havde brugt sorten Revellino, bestod hemmeligheden af mask fra hjemmebrygning af øl, blandet med hønsemøg. Imidlertid viste denne blanding sig at være for grovkornet. Derfor havde han købt 10 franske vagtler. Deres møg har ifølge Michael Christiansen en konsistens som tandpasta og er derfor lettere for kartoffelplanterne at optage!