(Effektivt Landbrug) Elektronisk kontrollerede liftsystemer (ELC) er standardudstyr på de fleste moderne traktorer med 100 hk og derover. I det følgende fokuserer vi specifikt på betjeningssystemerne indenfor det nye 140 hk område – på mellemklassetraktorerne fra Case IH, Deutz-Fahr, Fendt, John Deere, Massey Ferguson, New Holland og Valtra.
Harry Ferguson var en meget klog mand, og han var fader til det mekaniske tre-punkts liftsystem. Et system der gør det muligt for moderne traktorer at pløje sig gennem forskellige jordtyper uden stop, også når man for eksempel passerer en våd plet.
Det var trods alt ham, der fik liftsystemer til at overføre belastningen fra jordgående redskaber til traktoren. Harry Ferguson var uden tvivl som ingeniør forud for sin tid. I dag er traktorernes liftsystem bestemt fulgt med udviklingen efter introduktionen af elektronisk betjening i 1970’erne.
Vi skynder os frem til 2003 og vore syv testede traktorer, der alle er udstyret med de nu almindelige belastningsfølsomme akseltappe i de nederste liftarme. Disse akseltappe registrerer belastningen og sender signaler til en elektronisk boks, der konverterer signalet til en kontrolpuls for løftning og sænkning af liften.
Den svære del er, hvordan det kan afprøves. Det er klart, at man ikke bare kan afprøve systemet på en tilfældig mark på grund af jordens variation i marken. Selvom det vil være en fremragende måde, hvis der kunne findes en mark med fuldstændig identiske forhold fra ende til anden. Da den praktiske markpløjning er udelukket, måtte vi ty til den kendte afprøvning hos DLG teststationen (de tyske landboorganisationeres prøvestation, red.).
Boksen »Sådan foretages testmålingerne hos DLG« bør læses, før man går videre i denne artikel.
Til at begynde med, indenfor måleparameteren på 20-50 kN træk (et træk på 2-5 ton), var forskellene i lifthøjde på Deutz-Fahr-, John Deere-, New Holland- og Valtra-modellerne mere eller mindre proportional med forskellene i træk. Der var dog stadigvæk forskelle. Eksempelvis hævede John Deere og Valtra deres liftarme med 30 centimeter under maksimal belastning. Et tal der var næsten dobbelt så stort som det, der blev målt på Deutz-Fahr.
Eller, hvis vi bare tager det ene eksempel: Når DLG-bremsevognen øgede trækkraften med 10 kN, svarede Deutz-Fahr igen med et løft på kun fem centimeter, hvorimod John Deere og Valtra hævede deres liftarme med mere end 10 centimeter.
Når trækket kom over den forudindstillet 35 kN, hævede alle testtraktorerne deres liftarme til fuld højde, blot for at gå tilbage, når trækket faldt ned til 35 kN igen.
Det er her, at vejene skilles i henholdsvis teori og praksis. I marken vil ploven aldrig løftes helt op af jorden, fordi belastningen i længderetningen vil falde hurtigt efterhånden som ELC bringer redskabet til en ny og mindre belastende arbejdsdybde. I realiteten varierer liftsystemet arbejdsdybden kontinuerligt og i små ryk i et forsøg på at holde sig til det forudindstillede træk.
Ved 50 procent mix-niveau kunne vi næsten ingen reaktion få ud af Deutz- og Fendt-liftsystemerne, selv når trækket blev varieret med så meget som 20-30 kN; de var faktisk allerede i »positions-kontrol« stilling.
Det var ikke tilfældet på Case IH og New Holland. Over hele belastningsændringen fra 20-50 kN producerede begge disse CNH-traktorer intermix-reaktioner, som meget lignede reaktionerne ved fuld belastning.
Der var dog en målbar forskel. Hvor New Holland responset var den samme over hele trækområdet – både i intermix- og i fuld trækbelastning – producerede Case IH et mere progressivt løft, når den var i intermix position omkring de forudindstillede 35 kN.
Intermix på John Deere- og Valtra-traktorerne gav en løftehøjdereaktion i forhold til trækkraften, selvom liftsystemerne ikke kunne løfte så højt ved fuld trækbelastning.
Som bevis på, at de fleste testprotokoller har deres mangler, havde DLG-testen meget svært ved at få en reaktion ud af liften på MF 6920 – lige indtil vi simulerede markarbejde ved at ændre trækket i små og hyppige pulser.
Hvad var forklaringen? Det integrerede støddæmpningssystem forhindrer reaktioner til »langsomme« ændringer til træk. Var der ingen marklignende impulser, var der heller ingen respons fra Massey Ferguson. Det er rimeligt nok.
Det er systemer, der arbejder godt, hvor variationerne inden for den enkelte mark er beskedne, mens alle de afprøvede traktorers intermix-systemer kan indstilles til at reducere følsomheden i marker, hvor variationen er større.
Ved forudindstillingen af træk på 35 kN var responset også øjeblikkelig på New Holland- og Valtra-modellerne, men her er der en forskel. Hvor Valtras respons blev reduceret ved at anvende 50 procent intermix, havde denne indstilling meget lidt at sige på New Hollands liftsystem, hvor den blot reducerede antallet af pulser.
Mest iøjnefaldende er det, at New Hollands TM 140 ikke har en separat intermix-knap. Betjeningen er i stedet et såkaldt »trækhjul« og en positionskvadrant. For at holde en jævn dybde, ved eksempelvis pløjning, anvendes positionskvadranten som maksimaldybdestop og indstilles til lige under måldybden.
John Deere og Deutz-Fahr klarer noget af trækopgaven på en lignende måde, og begge testtraktorer viste liftresponskurver, der lå meget tæt op af det stigende træk.
Hovedforskellen var, at John Deere havde et stort liftområde og dens intermix-kontrol viste sig at være mere følsom. Ikke at der er noget i vejen med præstationen hos Deutz-Fahr, men her skal traktorføreren måske bare justere lidt mere ved træk og position, når jordforholdene er meget varierende………