Erhvervsbiler dyre for landbruget
(Landbrug Syd) Det er snart tre år siden, at den daværende regering indførte ekstra vægtafgift for nye varevogne over to ton. Det har betydet, at det er blevet alt for dyrt for landmænd at køre i store firehjulstrækkere og varevogne, lyder det fra Nissan-forhandler i Vejrup.
Den afgift han refererer til, er den ekstra vægtafgift, den daværende regering indførte tilbage i 2000 for nye varebiler over to ton indregistreret efter 20. juni 1998. Afgiften skulle begrænse privates brug af de afgiftsbillige biler.
Den har samtidig betydet, at den årlige vægtafgift er steget fra omkring 4.800 kroner til 10.000 kroner, og det har fået salget til landbruget til at gå nærmest i stå. Landmænd køber nemlig ikke varebiler som erhvervsbiler, men som privatbiler.
- Det har betydet, at vi kun kan sælge varebiler fra før 1998 til landbruget og mindre håndværksvirksomheder. Er bilerne fra 1998 og frem, er de usælgelige. Erhvervslivet køber nemlig fabriksnye biler, og dem de afhænder er blevet for dyre for andre at købe, siger Søren Peter Knudsen, der har eksempler på, at blot to år gamle varebiler med lavt kilometertal, har stået til salg i hans forretning i mere end to år.
Det har samtidig betydet, at han så vidt muligt undgår at tage nyere varevogne i bytte.
- Jeg oplever, at mange landmænd i stedet køber personbiler. Mange vælger en større stationcar der ofte kombineres med en trailer til at spænde bagefter. Så det er måske samtidig forklaringen på, hvorfor syd- og sønderjyderne har Danmarksrekord i antallet af trailere, siger Søren Peter Knudsen, der dog også ser alvoren for landmændene i situationen:
- Samtidig tror jeg, det betyder, at mange dropper varebilen eller firehjulstrækkeren som ekstrabilen på bedriften, og det kan måske begrænse familien på gården, hvis for eksempel konen skal bruge personbilen til og fra arbejde.
- Jeg har foreslået ministeren, at man bibeholder den høje vægtafgift for de fabriksnye biler, men afvikler den efter tre år, hvor erhvervslivet typisk afhænder bilerne igen. Det ville så betyde, at man ville kunne sælge de brugte varevogne til mindre håndværkere og landbruget, der så herefter kan køre i bilerne til den lavere vægtafgift, forklarer Søren Peter Knudsen, der dog ikke har fået noget endeligt svar fra ministeren på sin henvendelse.
Forslaget ville ifølge Søren Peter Knudsen, både være en håndsrækning til de små erhvervsdrivende og landbruget, samtidig med, at det igen ville være muligt at sælge brugte varebiler, der ellers blot står og hober sig op rundt omkring ved bilforhandlerne.