Nordkoreanere hos Nordtop

Ordre på kæmpestalde i Nordkorea på vej til fynsk firma efter besøg af den nordkoreanske landbrugsminister Ri Song Jo.

- Der er tale om en stald til 7.000 søer plus slagtesvin, samt en stald til 1,1 millioner slagteænder. Til projektet hører også et fuldautomatisk slagteri til svin og til ænder, en fodercentral samt biogasanlæg, fortæller byggefirmaets indehaver, Rasmus West.

Siden nytår har han haft fornemt besøg fra Nordkorea, afsluttende med visit på sidste uges Agromek i Herning, hvor West Totalbyg var blandt udstillerne. I spidsen for delegationen fra Østen var landbrugsminister Ri Song Jo, og desuden deltog to embedsmænd fra ministeriet.

- Kontakten til Nordkorea startede for tre år siden, og det har været et meget spændende bekendtskab, siger Rasmus West, der har vist gæsterne rundt i Danmark og besøgt flere landbrug, blandt andet hos svineproducent Per Nordtop, Kværndrup, hvorfra billedet nedenfor stammer. Desuden har landbrugsministeren og hans følge også været til audiens på Odense Rådhus.

Læs også