Grænse for støtte skal stadig være to hektar

Regeringen og samtlige partier i Folketinget er blevet enige om at frede de mindre landbrug i EU’s landbrugsreform

Grænsen for at søge direkte landbrugsstøtte bliver alligevel ikke hævet fra to til fem hektar jord. Det er regeringen og resten af Folketingets partier blevet enige om. 

1. januar 2015 vil hektargrænsen for støtte derfor fortsat være på to hektar.  Samtidig gøres det lettere for små landbrug at søge økologistøtte under landdistriktsprogrammet. Her sættes grænsen nu til 0,3 hektar. Det oplyser Fødevareministeriet.

- Vi har fundet en god løsning, som jeg er sikker på, at små danske landbrug og økologiske bedrifter er rigtigt glade for. De små producenter er vigtige for lokalsamfundene, og derfor er jeg glad for den løsning, vi har fundet, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge Fødevareministeriet gennemføres landbrugsreformen – foruden ændringerne – i øvrigt, som regeringen har foreslået.

Læs også