Veterinærinstituttets seneste beregninger viser, at et udbrud i Danmark vil koste omkring 7,2 milliarder kroner
DTU Veterinærinstituttet har i samarbejde med forskere fra
Uganda genfundet en hidtil forsvundet men sjælden serotype af mund- og
klovesygevirus.
- Fundet understreger behovet for global overvågning af
sygdommen, der har store konsekvenser for velfærd og økonomi, lyder det fra
instituttet.
- Dette virus udvikler sig meget hurtigt, så der er derfor
behov for at være opmærksom på de virus, der cirkulerer i forskellige dele af
verden for at sikre, at de diagnostiske systemer, der anvendes, er opdaterede.
- Derfor udfører vi ved DTU Veterinærinstituttet også
sekvensanalyser af virus fra udbrud i andre lande som Pakistan, Uganda og
Kenya. Det er desuden nødvendigt at vide, hvilke typer der er involverede i et
udbrud, så den korrekte vaccine kan vælges, forklarer professor Graham Belsham
fra Sektion for Virologi ved DTU Veterinærinstituttet.
Fundet blev gjort i forbindelse med et studie af smitte
med mund- og klovesyge i Uganda mellem vilde dyr – især bøfler – og husdyr i
form af longhorn-kvæg. Et projekt, der er finansieret af Danida.
Veterinærinstituttets nye beregninger viser, at et udbrud af
mund- og klovesyge i Danmark vil koste omkring 7,2 milliarder kroner og
resultere i aflivning af cirka 8.200 dyr.