Hesteskue i medvind
På lørdag afholdes det traditionsrige Brahetrolleborg Hesteskue. Tilmeldingen af både heste og føl er markant større end sidste år, men desværre har gardehusarerne sendt afbud.
Det traditionsrige hesteskue på Brahetrolleborg, som på lørdag, den 21. juli, afholdes for 102. gang, ser ud til at have medvind i år.
Muligvis hænger det sammen med, at Det fynske Dyrskue i Odense blev aflyst i år som følge af risikoen for mund- og klovesyge. Eller måske er årsagen, at der ganske enkelt er en voksende optimisme inden for hesteavlen.
Hvorom alting er, så kan arrangørerne af hesteskuet - Foreningen til Køre- og Ridehesteavlens Fremme i Fyns Stift (Brahetrolleborgforeningen) og Dansk Varmblod region 3 Fyn - konstatere, at der til skuet på lørdag på forhånd er tilmeldt betragteligt flere heste og føl, end tilfældet var ved sidste års hesteskue.
Hesteskuets Dansk Varmblod-afdeling har 14 tilmeldinger mod ni sidste år. Det er især 2-års hopperne, som brillerer med 10 tilmeldinger mod kun fem sidste år.
Tilmeldingen til Frederiksborg-afdelingen er næsten fordoblet med 21 mod 11 sidste år. Også her er antallet af 2-års hopper fordoblet - fra tre til seks - og der er fem 3-års hopper mod ingen sidste år.
Oldenborg-afdelingen kan som den eneste notere en lille nedgang i tilmeldingerne i år, nemlig fra 17 til 13. Det er føllene, der svigter, idet der kun er tilmeldt tre føl mod seks sidste år.
- Det ser spændende ud, siger en glad regionsformand, Inge Madsen, Nørrelund. Til den almindelige bedømmelse er tilmeldt 49 føl, ligeligt fordelt med 24 hoppeføl og 25 hingsteføl. Der ud over er 34 føl tilmeldt den obligatoriske følbedømmelse, der indgår som et vigtigt element i avlsarbejdet.
- De tilmeldte føl er efter et bredt udvalg af hingste. »Topscorer« med ni føl er Bernstein DVH 696, der blev kåret på fløjen sidste år. Brahetrolleborgforeningens hingst, Chopin Dane DVH 639, er repræsenteret med fem føl, tæt fulgt af Hector DVH 603 med fire.
Det helt store trækplaster i år skulle have været Gardehusarregimentets Hesteskadron, som blandt andet eskorterer den kongelige familie ved særlige lejligheder.
Imidlertid har Gardehusarregimentet netop - onsdag aften - meddelt, at Hesteskadronen alligevel ikke kommer til Brahetrolleborg Hesteskue på lørdag. Der er blevet konstateret en virus på kasernen, hvorfor dyrlægen har ment, at det ikke ville være nogen god ide at deltage på Brahetrolleborgskuet.
Brahetrolleborgforeningens formand, Inge Lise Ulrich, beklager, at Gardehusarerne har været nødt til at melde afbud. Hun oplyser, at der i stedet vil komme et underholdningsindslag med Islandske heste og ryttere.
Kl. 13.00 er der mønstringskonkurrence på plænen. 13.20 giver Lotte Andersen på »Pedro« opvisning i Dressur Kür Grand Prix. 13.30 udvælger 30 unge medlemmer af fynske rideklubber »Rytternes Ønskeridehest« blandt alle skuets 2- og 3-års hopper.
Kl. 14.00 afvikles skuets altid med spænding imødesete følfinale. 14.45 ankommer familien Reventlow-Mourier fra slottet i et køretøj med Frederiksborg forspand ved Søren Rasmussen, Urup, hvorefter et medlem af familien overrækker den særlige udmærkelse, »Følfadet« til det føl, som efter familien Reventlow-Mouriers mening er skuets bedste. Dagen slutter med overrækkelse af præmier, kommenteret dels af fællesdommeren, Egon Fræhr, og hesteskuets speaker, Gerd Oxholm.
Rideklubben, der tidligere i flere år holdt til i Millinge, havde i nogen tid været lidt klemt pladsmæssigt. I den forbindelse var man begyndt at samarbejde med landbrugsskolen med hensyn til rideundervisning af skolens elever. Nu har landbrugsskolen bygget en ridehal med internationale mål samt en moderne stald med plads til 30 heste. Rideklubben lejer sig ind i faciliteterne, og det har betydet en fremgang, så klubben i dag tæller ca. 200 medlemmer.
- Skolen har selv to heste, fortæller forstander Chr. Ermose, og til august kommer der syv elever, som medbringer egen hest. Foreløbig er der tilmeldt i alt 45 elever til det hold, der starter til august. Det er ti flere end sidste år, - men om det skyldes muligheden for at have heste med, ved jeg ikke, understreger Chr. Ermose.