Fransk volontør på Langeland
Udenlandske landbrugsstuderende finder hvert år vej til Danmark. På Langeland fejrer en vært 25 års jubilæum med de fremmedsprogede.
På gården Krejbjerg i Kædeby på Sydlangeland har landmandsfamilien aldrig holdt sig tilbage, når det gjaldt mulig omgang med udlændinge.
Lis og Asger Kristensen har som landmandspar givet sig tid denne form for berigelse i tilværelsen udover den daglige trummerum.
Under er besøg af Landbrug Fyn, hvor vi hører om serbiske asylansøgeres praktikantjob, dukker en ung franskmand op. Han vender hjem fra marken, hvor brakmarken med dens flotte valmuer netop er blevet slået ned.
- Vi startede med udlændinge i 1976, fortæller Asger Kristensen, og først da går det op for ham, at det er et jubilæums år. Første studerende var en pige fra Irland, og hende har vi stadig kontakt til. Siden har vi haft studerende fra England, Belgien, Schweiz og Frankrig.
- Det er nok blevet med majoriteten til de franske, men det mest efterladte spor er en pige fra Schweiz, som er blevet vores svigerinde - og langelænder.
- Det faktum har vi haft mange muntre stunder over sammen med de mange udlændinge, som vi selv har haft. Tidligere havde vi dem mest i otte uger, men efterhånden er det mere blevet til fire ugers ophold, og det giver lidt mindre kontakt på længere sigt.
Når der har været flest franskmænd, hænger det sammen med en kontakt til et landbrugsgymnasium med en teknikeruddannelse. Det er herfra, der hvert år kommer nogle til Danmark og blandt andet til Kædeby.
Jean-René Petit (20) er på sin første udlandsrejse, og nu kører han traktor på Langeland. Som studerende er formålet at få indblik i andre landes landbrug og at forbedre brugen af det engelske sprog.
Den mulighed bidrager man til i hjemmet hos Lis og Asger Kristensen, inden det atter går mod Frankrig. Dels til hjælp på faderens ejendom på 57 hektar og med 45 malkekøer i Bretagne, og til det næste studieår.