De plumpe blå, duggede bær på størrelse med en tommelfingernegl hænger og frister til at blive smagt. Hvert bær byder på en svag syrlig mundbid. Perfekt runde og nemme at plukke glider der ubemærket mange ned, mens vi står ved buskene og snakker om dem.

- Det er mærkeligt, at der ikke er flere, der dyrker blåbær her i landet. De er nemme og nøjsomme at have med at gøre, fortæller gartner Peter Christiansen, Veerst ved Vejen. Han producerer blåbærplanter fra stiklinger og ser gerne, at der dyrkes flere blåbær i Danmark.

De salgsklare planter er 2-3 år gamle og kan plantes allerede nu i august, men det er bedre at vente mindst en måned, når planternes vandbehov er mindre efter endt bærsætning. Det bedste er dog at plante om vinteren, i den bladløse tid, selvom der kan plantes fra nu af helt frem til maj.

Der plantes med 2-2,5 meter mellem rækkerne og 1,5 meter mellem planterne. Allerede i udplantningsåret kan der komme bær på planterne, men det anbefales at lade være med at lade sig friste af at høste bær det første år. I stedet bør man plukke blomsterne. Derved får busken en kraftigere vækst og kvitterer med et højere udbytte de følgende år.

Blåbærplanterne er robuste i de fleste henseende, men en ting klarer de ikke så godt, og det er vandmangel. Typisk vandes der med drypvanding, hvor drypstedet placeres tæt ved hver busk. Peter Christiansen begynder at vande i maj, da bærrene ellers bliver for små. I perioden, hvor bærrene svulmer, dvs. i juli, er der ekstra stort vandbehov.

De nøjsomme blåbærplanter får kun gødning en gang om året hos Peter Christiansen. Hver busk får »en håndfuld« 14-3-18 om foråret.

Blåbærplanterne plages sjældent af sygdomme, så normalt kan man slippe for at sprøjte mod noget andet end eventuel ukrudt – og det kan holdes nede ved hjælp af flis eller plastic. Selvom der skulle komme nattefrost i blomstringstiden i maj, skader det ikke udbyttet, medmindre temperaturen kommer under syv graders frost.

Når først en blåbærbusk kommer op på sin maksimal udbytte ved omkring 5-6 års alderen, giver den cirka 7-8 kg bær pr. år. Det niveau holder den så resten af sit liv, hvilket vil sige om omkring 45 år mere. Konsumbærrene kan sælges til 50-60 kr./kg, hvilket vil sige, at hver busk har en årsindtægt på 350-480 kr. Der kan plukkes omkring 3-4 kg bær i timen. Det koster cirka 31-38 kr. for en udplantningsklar blåbærbusk, som er 2-3 år gammel.