Valg af dysetype og bomhøjde har stor betydning for vinddrift, fremgik det af demonstration på Bramstrup Gods.
På en mark var der forud for tirsdagens maskindemonstration på Bramstrup Gods ved Odense udsået vinterraps, vinterbyg, gul sennep og rajgræs for at vise effekten af såvel dysevalg som betydningen af bomhøjde. I parcellerne var det derfor let at se effekten af den sprøjtning, der blev gennemført 14 dage forinden.
- Vi har anlagt en demonstration, hvor der er anvendt forskellige dyser og forskellig bomhøjde i blæsevejr for at illustrere afdrift. Her har vi kørt med en almindelig fladsprededyse i 1,5 meter brede striber, og det blæste noget, da vi sprøjtede. Længst væk kørte vi med en bomhøjde på 50 centimeter, og i denne ende var bomhøjden en meter. Som I kan se, giver det en vis afdrift i denne ende af parcellen, ved den høje bomhøjde, forklarede planteavlskonsulent i Patriotisk Selskab, Morten Bang, som var med til at arrangere temadagen.
- I næste behandling er der brugt en almindelig lowdriftdyse, og vi kan se større afdrift, når sprøjtebommen er hævet, men hvis bommen er nede i normal højde, ser det ganske fornuftigt ud, sagde han.
I den tredje behandling er der kørt med en kompakt luftinjektionsdyse, og det giver grovere fordeling og også mindre afdrift.
- I den sidste sprøjtning er der brugt en almindelig luftinjektionsdyse. Den giver en meget grov fordeling, men der er også kun lidt afdrift ved den højeste bomhøjde. Denne løsning egner sig bedst på steder, hvor afdrift absolut skal undgås, anbefaler Morten Bang.
I denne sommer har Fødevareministeriet indført nye obligatoriske regler om at alle, der har et sprøjtebevis eller sprøjtecertifikat, skal deltage i et opdateringskursus på syv timer uden afsluttende prøve. Dette gælder alle – både ejere og ansatte på ejendommen, der sprøjter.
- Alle, der sprøjter erhvervsmæssigt, og som har et sprøjtecertifikat eller sprøjtebevis, skal fremover tage et opfølgningskursus hvert fjerde år, fortalte chefkonsulent i Patriotisk Selskab, Erik Andkær Pedersen, på sprøjtedagen på Bramstrup Gods.
- Hvis man ikke allerede har et sprøjtecertifikat eller sprøjtebevis, skal man først tage dette. Man kan ikke nøjes med bare at tage et opfølgningskursus, tilføjede han.
Fristen for at tage et opfølgningskursus afhænger af, hvornår man tog sit sprøjtecertifikat/sprøjtebevis. Information om, hvornår et kursus senest skal gennemføres, fremgår af oversigten.
Nogle kan vente, og nogle skal af sted her i vinter.
- De, der har et certifikat/bevis, som er ældre end juni 1995, skal skynde sig. De skal gennemgå et opfølgningskursus inden 1. juli næste år, forklarede Erik Andkær Pedersen.
Plantedirektoratet kan kræve at se både sprøjtecertifikat/sprøjtebevis og kursusbevis fra opdateringskursus. Såfremt man ikke kan fremvise dette, kan man blive mødt af krav om gennemførelse af opdateringskursus eller eventuel bøde.
En række rådgivningsselskaber afholder kurser i efteråret i samarbejde med lokale AMU-centre.