Tredje generation er en pige
(LANDBRUG SYD) Landmandsliv kan også være et pigeliv. Men uanset køn, så gælder de ubønhørlige økonomiske love, som gør det svært at overtage hele herligheden - selv den fædrene gård. Måske nogen husker Charlotte fra pløje-VM 1970.
Ja, nu var den der igen: plovmænd og landmænd. Sådan er det bare. Sproget er svært at ændre på, selvom nye tider på vej - også på Christiansminde i Sejet sydøst for Horsens. Men høstpige er hun i hvert fald - eller en meget feminin landmand.
- Jo, jeg kalder mig da for landmand, siger Charlotte og har kun et overbærende smil til overs for spørgsmålet, om andre landmænd synes, det er interessant med en kvindelig landmand som kollega.
Organisationsarbejde og den slags interesserer hende ikke. Men erfagruppen med andre erfarne planteavlere på egnen er en kærkommen inspiration både fagligt og socialt.
Og selv om Charlotte Skovgaard Petersen kalder sig landmand og snakker meget ligefremt, ja så spørger man vel ikke om en piges alder. Men hun var to år, da VM-stævnet løb af stablen.
- Overtage gården? Jo. Det ville jeg da gerne, men jeg kan ikke selv overskue at gøre det. På grund af gårdens herlighedsværdier og beliggenhed mellem skov og fjord er Christiansminde vurderet højt, forklarer Charlotte Petersen, som er den yngste af tre søstre.
Kæresten Søren Gottfredsen er i øjeblikket i mesterlære som landmand på Christiansminde. Egentlig er han professionel håndboldspiller og har spillet for bl.a. Skjern og et par udenlandske klubber. Efter en rygskade er Søren Gottfredsen i øjeblikket træner for et hold i Horsens.
- Vi skal prøve at se, hvordan vi evt. kan overtage gården. Grise har jeg ikke så meget lyst til, selv om jeg har lært at passe grise på en anden gård. Det bliver nok nødvendigt at have en indtægt udefra, filosoferer mejetærskerpiloten med hestehalen ned over ryggen.
Det landlige liv tiltaler Charlotte overmåde meget. Da hun var barn, var det heste, heste og atter heste, det hele drejede sig om.
Da Charlottes mor, Hanne, som ung kom til Christiansminde fra den anden side Horsens Fjord, var fordelingen mellem hestespand og traktorer nogenlunde fifty fifty.
Sådan er fordelingen stort set stadigvæk. Hestene har med tiden fået en lidt anden opgave og et lidt andet design eller snit. I hvert fald hvis man sammenligner med arbejdshestene linet op på gårdspladsen - og nu hængt op i stuen til minde om svundne tider.
Charlotte går også vildt meget op i sin hund, som er blevet ganske ferm til at spore vildtet. Egentligt var det også hunden, som fandt kæresten under en jagt i Vestjylland. Pludselig stod han der, manden altså. Nu bor parret i forvalterboligen sammen med den gule labrador.
Siden har det udelukkende været planteavl, og den unge planteavler indrømmer gerne, at hun også går op i at passe på naturen.
Men miljøfanatiker er hun ikke, og hun synes altså, at Svend Auken som miljøminister var for rabiat. Selv var hun en overgang fortaler for ikke at bruge stråforkortere på Christiansminde, men forbudet er nu droppet, da ingen alligevel skal spise fremavlskornet.
- Vi har fået en ny mejetærsker i år. Og det er altså dejligt med aircondition, fremhæver planteavleren Charlotte Skovgaard som et fortrin ved »sin« nye mejetærsker.
Gestikulerende ivrigt med fingre og højre hånd, mens venstre hånd hviler på rattet, opregner den feminine pilot, hvor meget hun cirka skal høste af de forskellige afgrøder.
- Det går alt sammen til fremavl. Hveden bliver afhentet allerede i efteråret, mens byggen først leveres til foråret. Nej ikke 52, men 56 ha vårbyg. Passer det så i alt, spørger Charlotte og regner selv efter.
Christiansmindes cirka 180 ha dyrkes med 48 ha hvede (Solist), 56 ha maltbyg (Prestige), 10 ha ærter (Jaolo), 30 ha rajgræs (10 ha Sauvignon + 20 ha Vienna), 14 ha engsvingel (Rossa), 24 ha rødsvingel (Eco). Brakken er fjernbrak.