Galskaben er kommet til det sydjyske.

I hvert fald er der konstateret rabies, som også er kendt under navnet hundegalskab, i et får i Janderup ved Varde. Fåret gik i en besætning på 54 får.

Ifølge veterinærchef Jens Oluf Eriksen, Fødevareregion Esbjerg, savlede fåret, havde kramper i hovedet og var i stiv i kroppen, og derfor slog fåreavleren alarm til den praktiserende dyrlæge. Det uldne dyr blev aflivet og undersøgt. Danmarks Veterinærinstitut bekræftede diagnosen på rabies tirsdag i sidste uge.

- I 1998 og 1999 blev der konstateret flagermusrabies hos fire besætninger på Ringkøbingegnen, hvilket var første gang, at rabies er konstateret hos drøvtyggere. Der blev samtidig fundet flere tilfælde af rabies i flagermusbestanden, og det gav anledning til nogle overvejelser, som vi ikke er færdige med endnu, siger veterinærchef Jens Oluf Eriksen til Landbrug Syd.

Ejeren af det syge får, et par af hans familiemedlemmer og den praktiserende dyrlæge er alle sat i forebyggende vaccinationsbehandling, da de alle har håndteret fårene. Viruspartiklerne findes i spyttet hos smittede dyr, men først når der er kommet synlige symptomer. Det kan ikke udelukkes, at man kan smittes gennem en rift i huden, men Jens Oluf Eriksen kender ikke til nogle tilfælde, hvor smitten er overført fra drøvtyggere til mennesker.

Selvom risikoen er lille for, at mennesker smittes med rabies fra en flagermus, så skal man heller ikke her løbe unødige risici. Det er meget usædvanligt at finde flagermus på jorden eller finde dem ude om dagen, så hvis man kommer ud for det, skal man holde sig fra at røre ved den pågældende flagermus. Et bid fra en syg flagermus kan overføre rabies, og det kan være fatalt.

+++syd-16-q+++