Forædling af endnu mere tolerante sukkerroefrø var et tema, da DLF Beet Seed samlede roedyrkere på frøfabrikken på Lolland.
På frøfabrikken i Holeby på Lolland var mange roedyrkere mødt op, da DLF Beet Seed havde inviteret til et fagligt møde med indlæg blandt andet roesæsonen set fra Nordic Sugar, den økonomiske vækst på Sydhavsøerne og nyt omkring udvikling af roesorter.
Blandt landmændene er der så stor interesse for at dyrke sukkerroer, at det overgår de mængder, som sukkerfabrikkerne skal bruge. Det meddelte Claus Nørgaard, chef for Nordic Sugar Agricenter.
- Kontrakttegningen for 2025 viste, at der er stor interesse for at dyrke roer i Danmark. Faktisk kunne vi tegne kontakter for 35.700 hektar svarende til 440.000 tons hvidsukker. Men vi har kun behov for 375.000 tons sukker svarende til 29.800 hektar, fortalte Claus Nørgaard.
Stor tilvækst sidst i sæsonen
Agrichefen oplyste, at man på sukkerfabrikkerne var bekymrede for udbyttet, da 2024-kampagnen gik i gang. Det var der flere årsager til. Det gennemsnitlige såtidspunkt lå meget sent, nemlig 3. maj, hvilket er det seneste i næsten 60 år, og der har været en del svampesygdomme og en tør sommer.
- Vores prøveoptagning i august var lidt af en gyser. Normalt giver den 70 tons rod, men vi høstede kun 60 tons. Derfor så vi frem til kampagnen med en vis bekymring. Men roerne havde en fin tilvækst i oktober og november. Det viser, at sukkerroen er en afgrøde, der kan vokse langt ind i efteråret, også i november, bemærkede Claus Nørgaard.
Andre lande har været angrebet af en sen bakterie, der påvirker sukkerindholdet og gør roerne svære at håndtere. Så mens forventningerne er steget i Danmark, er de faldet i andre lande, tilføjede han.
God start med naturgas
Det er første kampagne, hvor fabrikkerne kører på naturgas. Det fungerer rigtig godt, især Nykøbing Falster har haft en smidig overgang. Brugen af gas betyder, at fabrikkerne reducerer deres udledning af CO2 med 50.000 tons.
En anden nyskabelse har til gengæld drillet alvorligt, nemlig de nye prøvetagere. Blandt andet er det resulteret i nogle misvisende renhedsprocenter, og der er udtaget færre prøver end aftalt i kontrakterne.
Nordic Sugar har i dialog med Danske Sukkerroedyrkere aftalt en kompensation, så problemerne ikke vil gå ud over den enkelte dyrkers afregning.
Mere fart på forædlingen
Dagens vært, salgschef Ole Lauridsen, fortalte om udsigterne for Maribo-frø nu, da DLF Beet Seed er blevet en del af et nyt joint venture under navnet United Beet Seeds.
- Vi fortsætter som et selvstændigt Maribo-brand med egen salgskanal. Formålet med at etablere United Beet Seeds er at styrke forædling og forskning. Hos DLF Beet Seed har vi brugt 20 procent af omsætningen på forskning og forædling, sagde Ole Lauridsen og tilføjede:
- Det nye forædlingssamarbejde er ikke en spareøvelse, men en investering i fremtiden. Vi skal bruge endnu større beløb på forskning og udvikling, så det er fornuftigt at samle kræfterne.
Nye metoder undersøges
Klimaforandringer og færre plantebeskyttelsesmidler gør, at det er nødvendigt hurtigere at bringe nye, mere robuste og bæredygtige roesorter til market, forklarede Ole Lauridsen videre.
- Vi har til 2025-sæsonen ti stærke Maribo-sorter til salg i Danmark med Aragon som hovedsorten. Maribo-sorterne har klart det bedste bladdække, og renheden er også i top efter flere års målrettet indsats på dette punkt. Hvad angår økonomisk udbytte ligger sorterne også i top.
En udfordring er, at frøene ikke mere må bejdses med bredspektret fungicider. I Holeby tester man derfor, om man kan desinficere frøene mod svampe og dermed få en endnu bedre fremspiring.
I frøteknologien arbejdes der med blandt andet vækststimulanter for at forbedre sukkerudbyttet. DLF Beet Seed har haft udbyttestigninger på fire procent ved at bruge stimulanter, så rødderne bliver større og kan optage mere næringsstof.