RDM Årsmøde: Vigtigt fokus på mælkeværdi, avl og samarbejde
Øget fokus på kvalitet frem for kvantitet samt fokus på dansk og nordisk samarbejde. Emner spændte vidt ved RDM Årsmøde forleden, der blev holdt i Ribe.

Omkring 125 deltog i den faglige del af RDM Årsmødet 2023, der i år blev holdt i Ribe Fritidscenter. Foto: John Ankersen
Økonomi, samarbejde på tværs, partnerskaber, genetik, avl, grøn strategi og klima. Blot nogle af de mange emner der var på programmet, da RDM Årsmødet 2023 forleden blev afholdt på Ribe Fritidscenter med indlagt bedriftsbesøg undervejs i Lintrup.
- Både vi og forbrugerne skal have en god smag i munden, når de drikker vores mælk. Og der bliver holdt øje med os. Jeg er nysgerrig på, hvad der kommer mere af krav om 10 – 15 år, lød det indledningsvis i beretningen fra RDM-formand, Morten Hansen.
Samtidig fastslog han, at RDM i Danmark står et rigtig godt sted, med en race, der i forhold til andre racer klarer sig flot i forhold til robusthed og ydelse. Og som hele tiden forbedres – ikke mindst i samarbejde med Viking Danmark og Seges, som man senest har indgået partnerskab med.
- Det giver penge til større projekter og er en ny måde at arbejde sammen på, konstaterede Morten Hansen, der til gengæld ser mere nuanceret det samarbejde, der foregår på tværs af landegrænser.
Blandt andet det europæiske samarbejde European Bovine Evaluation, EBE, hvor man hos RDM i Danmark er skeptiske:
- Vi er lidt skeptiske – jeg kan ikke se de helt store fordele. Jeg tror vi »drukner« i et stort samarbejde, lød det fra Morten Hansen.
Foretrækker nordisk samarbejde
Det er andre nordiske lande, som Morten Hansen mener man skal kigge imod omkring udvidet og styrket samarbejde.
- Jeg tror mere på et nordisk samarbejde – vi gør det meget godt heroppe. Blandt andet kunne man kigge til Norge, der kører et avlssamarbejde i samme omfang som vi gør i Danmark, konstaterede Morten Hansen.
Et avlssamarbejde der omfatter omkring 200.000 køer.
- Det er folk, der har penge og som brænder for den røde ko. Min vision er hvis man kunne lave et stort nordisk samarbejde, fastslog Morten Hansen.
Hos RDM kigger man også til både Sverige og Finland, hvor RDM-racen også er langt fremme.
En værdifuld race
En både robust og værdifuld race. Sådan beskriver både Morten Hansen og faglig ansvarlig i VikingDanmark, Sara Petersen RDM-racen – og de mener begge af statistikkerne taler deres tydelige sprog.
Og det med værdi, skal tages helt bogstaveligt – både i forhold til robusthed, ydelse og økonomi.
- Alt for mange taler om EKM, men det gider vi ikke. Vi skal se på værdistofferne i mælken. Man bør se mindre på kg mælk og mere på indholdsstofferne, lød det fra Morten Hansen, der samtidig fremhæver racens robusthed:
- Vi har forholdsvis få sygdomstilfælde. Vi har racen med laveste kodødelighed – det skal vi være stolte af.
Sara Petersen kom i sit indlæg ind på den yderst værdifulde sæd og genetik, som RDM er blevet en kendt garant for.
Hun noterer si, at RDM-racen ligger højt på flere vigtige parametre – herunder kønssorteret sæd og genomisk test og selektion.
- Brug selektion og kønssorteret sæd. Den røde ko er blevet 1.470 kroner mere værd på 10 år, lød det fra Sara Petersen.
I forbindelse med årsmødet blev forsikringsselskabet TopDanmark´s sundhedspris 2023 uddelt. En pris, der gives til en RDM-bedrift, der har udmærket sig ved blandt andet lave celletal, længst levende malkeko, høj ydelse og med minimum 75 procent RDM-køer i besætningen. Her blev vinderen Lars Jørgensen fra Randers.
Bedriftsbesøg i Lintrup
Efter den årsmøde og det ledsagerarrangement der foregik sideløbende, var det tid for et bedriftsbesøg.
Det foregik hos Grethe og Finn Jørgensen på Maigaard ved Lintrup nær Rødding, hvor der var mulighed for at se nærmere på de knapt 120 årskøer med opdræt, der er på gården. Her var der også mulighed for at hilse på de mange landbrugs- og kvægrelaterede sponsorfirmaer, der alle havde stand i og omkring stalden.
RDM Årsmødet afslørede også tid og sted for næste års RDM Årsmøde. Årsmødet 2024 bliver fredag den 13. september 2024 på Hotel Vissenbjerg Storkro på Fyn med besætningsbesøg hos næstformand i RDM, Johan Bebe, Ringe.