Landbrugsorganisationer presser på for brexit-aftale
Ledere fra landbrugsorganisationer i Europa og Storbritannien opfordrer nu politikere og beslutningstagere til at anerkende den strategiske betydning som fødevare og landbrugsforretninger har under brexit-forhandlingerne.

Lone Andersen opfordrede på torsdagens brexit-konference i London EU og Storbritannien til at få en brexit-aftale på plads.
- Det er helt tydeligt på en dag som i dag, hvor vigtigt det er, at vi lande er enige om, at der skal lande en brexit-aftale. Et scenarie hvor vi ender uden en aftale vil simpelthen være katastrofal. Så der skal fortsat kæmpes, for der er ingen vej tilbage nu, siger Lone Andersen, viceformand i Landbrug og Fødevarer.
Hun var sammen med andre ledere fra de førende landbrugsorganisationer fra Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Irland og Holland samlet til et møde under "Beyond brexit - farming for out future (Efter brexit, landbrug for vores fremtid, red.)"-konferencen samlet for at diskutere de fremtidige mulighder for samhandel. Her opfordrede deltagerne de parter, der forhandler om den mulige brexit-aftale, om at nå frem til en aftale, der fungerer både for briterne og for EU.
Alvorlige konsekvenser uden aftale
Overalt i Europa er der bekymring for, om der overhovedet kommer en brexit-aftale, som vil være essentiel for at have en solid forretning efter den 29. marts, hvor Storbritannien formelt træder ud af EU-samarbejdet.
- Det er så vigtigt, at vi i Danmark er en del af fællesskaber som EU. Men med brexit kommer Danmark til at miste en vigtig samarbejdspartner, som vi har meget tilfælles med. Det kræver, at vi i endnu højere grad nu sørger for at holde gryden i kog og søge nye handelspartnere. Derfor er det vigtigt, at Landbrug & Fødevarer deltager i arrangementer som dette, siger Lone Andersen og fortsætter:
- Vi har fået bekræftet endnu en gang, hvor vigtigt det er, at vi står sammen og holder handlen i gang. Det gælder, når vi taler eksport, standarder ift. fødevarer og fleksibilitet i forhold til at få varerne frem i tide, siger Lone Andersen.
Danmark eksporterer årligt fødevarer til Storbritannien for over 12 milliarder kroner. Det tal vil formentlig tage et mærkbart dyk uden en brexit-aftale.