Svineproducent Aage Jakobsen, der var inspireret af canadiske og amerikanske metoder, begyndte som den første i Danmark at dyrke majs til modenhed i 1976.
- Majs er godt svinefoder. De bruger jo ikke andet i USA og Canada, påpeger tidligere svineproducent og byggematador Aage Jakobsen (f. 1930).
Derfor begyndte Aage Jakobsen, som i sit lange erhvervsliv lod sig inspirere af viden og erfaringer fra hele verden, i 1976, som den første i Danmark, at dyrke majs til modenhed. Den såkaldte CCM-majs opbevarede han i gastæt silo og brugte i vådfoderet til sine grise.
Således udgjorde majs hovedbestanddelen i foderet på gården ved Kalundborg i det følgende årti.
Svineproducent hentede selv tapioka i Thailand
- Da jeg begyndte at dyrke majs, vidste jeg, at man i USA kunne høste 15 tons pr. hektar under optimale forhold, mens udbytterne i dansk hvede dengang kun lå på omkring 5 tons pr. hektar, og de to afgrøder kostede jo stort set det samme. Siden har vi jo haft den »grønne revolution«, hvor udbytterne i kornet er steget til både 10, 11 og 12 tons pr. hektar, men dengang var der altså et stort gab mellem de to afgrøder, forklarer Aage Jakobsen.
- Da jeg begyndte at dyrke majs, vidste jeg, at man i USA kunne høste 15 tons pr. hektar under optimale forhold, mens udbytterne i dansk hvede dengang kun lå på omkring 5 tons pr. hektar
Aage Jakobsen, tidl. svineproducent, Illerup ved Kalundborg
- Når vi stoppede igen med at dyrke majs, så skyldtes det, at vi begik den fejl, at vi dyrkede majs efter majs ligesom i Canada. Men herhjemme har vi nogle andre ukrudtsplanter, som de slet ikke kender til derovre, og derfor fik vi et ukrudtsproblem med blandt andet sort natskygge, som jo er giftig, og så måtte vi opgive at dyrke majs, fortæller Aage Jakobsen, der erkender, at han som landmand skulle have tænkt i vekseldrift.
Aage førte dansk svineproduktion fra fortid til nutid
Serie om Aage Jakobsens bedrifter
Denne artikel er nummer 5 af 6 i en artikelserie baseret på eksklusive interviews med Aage Jakobsen (f. 1930) og hans bedrifter, som han selv har fortalt dem til Effektivt Landbrug.
Aage Jakobsen var op igennem 1960’erne og 1970’erne en væsentlig drivkraft bag moderniseringen af en dengang forældet dansk svineproduktion, som dermed forvandledes til den effektive svineproduktion, som vi kender den i dag med blandt andet fikserede søer, tidlig fravænning, flerracekrydsninger og standardiseret modulbyggeri.
En stadig større flok forandringsvillige svineproducenter, der bakkede op om Aage Jakobsens synspunkter og virkelyst, dannede i 1974 Landsforeningen af Danske Svineproducenter.
Det har desværre ikke været muligt at lade alle personer, der optræder i artiklerne, komme til orde, idet en del af dem er døde, men omtalerne af personerne og omstændighederne er forsøgt verificeret så godt som muligt.
Blå bog
Aage Jakobsen f. 1930
1957 Etablerer sig på 8 hektar sandjord i Illerup ved Kalundborg
1963 Ser fikserede søer (Protekta-systemet) for første gang på studietur til Sverige
1964 Etablerer Danmarks første farestier med farebøjler og kanaler til flydende gødning
1965 Genindfører yorkshire i dansk svineavl, da han tager en yorkshireorne med hjem fra Sverige i bilens bagagerum. Hermed begynder han som den første i Danmark at krydse landracen med yorkshire
1966 Bygger landets første Protekta-slagtesvinestald
1970 Opretter byggefirmaet Protekta A/S
1971 Først til at importere hampshiresæd fra England
1972 Aages kunder danner interessefællesskabet Protekta-foreningen
1973 Først til at fravænne ved 3 uger (normalen var ca. 8 uger)
1974 Landsforeningen af Danske Svineproducenter udspringer af Protektaforeningen, og Aage bygger landets første klimastald til tidligt fravænnede grise
1976 Begynder som den første at dyrke majs til modenhed til svinefoder
1977 Køber gård i Canada
1977 Først til at importere duroc-avlssvin til landet
1980-1982 Eget privatslagteri i Kødbyen i København
1987 Først til at importere tapioka til svinefoder
1988 Tapioka-import fører til oprettelsen af Danske Svineproducenters eget grovvareselskab 3S
2000 Protekta-gården og den canadiske farm overtages af sønnerne Anders og Morten