Slovensk maskinproducent styrker position i Danmark: Satser på teknologi og effektivitet
Maskinproducenten SIP har det seneste år arbejdet målrettet for at styrke sin position i landbrugssektoren. Fokus har været på høj driftssikkerhed og kvalitet med maskiner, der optimerer landbrugenes kvalitet her og nu.

Den slovenske maskinproducent SIP ser Danmark som et blomstrende marked. Fotos: WekoAgro Machinery
I Danmark kører man med en højeffektiv landbrugsproduktion. Også inden for produktion af græs er man med helt fremme. Flere maskinproducenter ser derfor Danmark som et interessant marked at være en del af.
En maskinproducent, der ser på Danmark som et blomstrende marked, er den slovenske producent af græsudstyr, SIP.
Virksomheden blev grundlagt i 1954 og opførte sin første egen maskine i 1967. Siden har virksomheden opnået anerkendelse på globalt plan, og har desuden været underleverandør for store navne som Pöttinger og Krone.
Virksomheden har promiller og procenter i fokus, da optimering har stor betydning i det samlede billede, hvorfor der ikke er plads til at gå på kompromis med kvaliteten af maskinerne eller driftssikkerheden.
Herhjemme er det WekoAgro Machinery, der importerer og sælger SIP-maskinerne til de danske landmænd.
Balkanrødder og tysk præcision
Med sin produktionsstrategi forener SIP sine balkanrødder med tysk ingeniørånd. Produktionen er således optimeret gennem en række teknologiske tiltag som f.eks. laser-cutting, der kan løse flere opgaver samtidig og minimere fejl.
Sandblæsningskamre sikrer optimal behandling af metaldele, og kvalitetskontrollen er i højsædet med specialdesignede testfaciliteter, der bliver brugt til at stressteste de enkelte dele på maskinerne. Hvis en maskindel ikke opfylder specifikationerne, sendes den til kvalitetstjek og testes igen, indtil den bliver godkendt.

60 procent af svejsningen foregår maskinelt på SIP-fabrikken i den slovenske by Celje.
Udvidet garanti
SIP har cirka 200 ansatte i sin produktion, hvor 60 procent af svejsningen foregår maskinelt, mens resten bliver udført i hånden. Den maskinelle svejsning foregår med svejsemaskiner, der kan håndtere emner op til 6,5 meter.
Det giver i sidste ende en minimering af fejlraten på fabrikken, som har givet maskinproducenten mod på at tilbyde en udvidet garanti. Det forklarer John Møller Kristensen, produktspecialist på SIP hos WekoAgro Machinery.
- Det er virkelig driftssikre maskiner, der bliver produceret på SIP’s fabrik i Celje. Derfor er vi heller ikke nervøse for at være med på at tilbyde en udvidet garanti på tre år i samarbejde med producenten, siger han i en pressemeddelelse.
Modulært design
Den slovenske maskinproducent gør meget for at gøre sig attraktiv overfor sine danske kunder. Derfor forsøger SIP også at tilpasse sine maskiner til kundernes behov gennem modulær opbygning.
Det betyder, at der kan laves særlige tilpasninger, som passer til den enkelte landbrugsvirksomheds vilkår, hvis det er nødvendigt.
- Med deres klare strategi for kvalitet, optimering og markedsudvidelse tror jeg på, at SIP kommer til at blive en endnu stærkere aktør på det europæiske landbrugsmarked i fremtiden. Vinden blæser i retning af konsolideringer i landbruget – store og effektive virksomheder. Og i den forbindelse har SIP medvind, forklarer John Møller Kristensen.
- De danske landbrugsvirksomheder er i høj grad specialiserede, hvorfor der også kan være behov for tilpasninger til den enkelte bedrift, tilføjer han.
Effektivisering og innovation
SIP arbejder for at forbedre landbrugsproduktionen ved at optimere selv de sidste procenter af effektiviteten. Det gør sig blandt andet gældende i deres AIR pickup-rive, der forhindrer opsamling af sygdomme sammen med græsset, hvilket sikre bedre kvalitet i fodret.
- Når vi har så store og effektive landbrug som i Danmark, er det ikke ligegyldigt, hvilket udstyr der f.eks. producerer foder til dine køer. Kan man hente bare en procent i effektivisering, har det en stor betydning for den samlede bedrift. Her er SIP’s pickup-rive en super maskine, da du undgår at samle urenheder op med græsset, forklarer John Møller Kristensen.
Den slovenske maskinproducent har en vækstmålsætning på 6 procent i markedsandel, hvor det i dag ligger på 2,5 procent. Siden 2013 har SIP arbejdet på en omfattende rebranding for at styrke sit image.
Et image SIP har forsøgt at vende gennem en forbedret kvalitet og mere effektiv produktion på fabrikken i Slovenien. Det har blandt andet resulteret i et nyt besøgscenter på fabrikken, hvor virksomhedens største maskiner står udstillet.