BioChick A/S stiller sine aktiviteter i bero i slutningen af oktober i år.

Det sker efter, at Danæg Holding A/S i april 2024 overtog det konkurstruede Chickpulp AmbA og omdøbte det til BioChick A/S med henblik på slagtning af fjerkræ.

Troen på konceptet er fortsat intakt hos ledelsen, der også har investeret betydeligt i at sikre en bæredygtig og dyrevenlig slagtning af fjerkræ. Ikke desto mindre har man måtte indse, at opbakningen har svigtet.

- Vi må bare desværre konstatere, at det fra starten var absolut afgørende, at myndighederne gav os tilladelse til at anvende pulpen til f.eks. petfood og biogas. Det er desværre ikke lykkedes. Hertil skal lægges, at opbakningen fra producenterne har været begrænset, forklarer Lars Lunding, adm. direktør i BioChick, i en pressemeddelelse.

Reduceret dyretransport og øget biosikkerhed

Inden Danæg Holding overtog det daværende Chickpulp Amba var man tæt på konkurs. Det skyldtes især, at man med nedlukningen af minkindustrien i Danmark mistede sit eksistensgrundlag.

Danæg så dog potentialet i den mobile slagteløsning til fjerkræ og opkøbte derfor virksomheden i april 2024. Det gjorde man for blandt andet for at eksportere pulp-produktionen til udenlandske minkfarme.

En af fordelene ved det mobile slagteanlæg var nemlig en reduceret dyretransport samt øget biosikkerhed. Indledningsvist viste branchen også stor interesse for løsningen, men den interesse holdt dog ikke ved.

Manglende godkendelser

En del af BioChicks strategi var, at man ville opnå godkendelse fra myndighederne til at anvende pulpen fra de slagtede fjerkræ til petfood og biogas, men det lykkedes ikke.

De manglende godkendelser for at sælge pulpen til fornuftige priser samt den svigtende opbakning fra producenter, har nu betydet, at man stiller sine aktiviteter i bero ved udgangen af oktober måneder 2025.

Allerede indgåede slagteaftaler vil dog blive gennemført frem til og med oktober, forsikrer BioChick.

Danæg Group er en milliardomsættende koncern, som har eksisteret siden 1895 og består af syv nordiske selskab, hvor tre af dem er i Danmark. Udover BioChick har man Danæg A/S og Danæg Products A/S i Danmark. Alle syv selskaber producerer æg og ægprodukter til hele verden.

Business