Der arbejdes på højtryk ved Lactosans ostepulverfabrik i Ringe, hvor en længe planlagt udvidelse nu er i gang. Projektet, der ventes færdigt i første kvartal af 2027, skal give bedre lagerkapacitet og mere effektiv varehåndtering.

Det beretter Fyens.dk.

- Det er primært en udvidelse af vores kølelager, så vi ikke behøver have så mange råvarer på eksternt lager, samt en udvidelse af modtagelsesområdet for råvarer, som i dag er lidt for småt, skriver adm. direktør Jørn Leth Frandsen i en skriftlig kommentar til mediet.

Der etableres også et sorteringsområde til emballage for at leve op til nye krav samt flere kontorer. Udvidelsen ændrer ikke på antallet af ansatte, men er en del af en flerårig plan for at optimere vareflowet og undgå flaskehalse.

Ifølge tidligere udtalelser investerer Lactosan et større tocifret millionbeløb i projektet. Når byggeriet står færdigt, vil hele fabrikkens grund være udnyttet.

I 2024 leverede virksomheden sit bedste resultat nogensinde med et overskud før skat på 168 millioner kroner, men advarer om usikkerhed i 2025 på grund af geopolitiske spændinger og valutauro.

Business