CrownFarm er et nyt program, der skal knytte tættere bånd mellem landmænd, kunder og Danish Crown. Hensigten med konceptet er, at kunder vil kunne indgå partnerskaber, der skal fremme tiltag, der reducerer CO2-udledningen ude på gårdene. Samtidig får kunderne leveret detaljerede data om effekten af indsatsen, som kan bruges i egen ESG-rapportering.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse mandag.

- Vi tror grundlæggende på, at vejen til fødevareproduktion med et lavere klimaaftryk går gennem fælles handling på tværs af hele værdikæden fra gård til gaffel. Med CrownFarm vil vi gerne lave en model, hvor alle parter kan få noget værdifuldt med sig – både i form af konkrete initiativer og dokumentation, siger Niels Ulrich Duedahl, koncerndirektør i Danish Crown.

Dokumentation i høj opløsning

Kød står for over en tredjedel af klimaaftrykket i en gennemsnitlig dagligvarebutik. Derfor bliver det i fremtiden afgørende for både supermarkeder og foodservice-virksomheder at få adgang til præcise og gennemsigtige data om klimaaftrykket – helt ned på produktniveau – hvis de vil sænke deres CO2-aftryk målbart.

CrownFarm består af forskellige spor med hver deres fokus, og bidrager bl.a. ved at:

  • Dokumentere klimaaftrykket ved at samle data fra både gårde, slagterier, transport og emballage.
  • Teste og udvikle nye teknologier i samarbejde med andelsejerne, fx anlæg til afbrænding af metangas fra gylle.
  • Bringe kunder og landmænd sammen i et partnerskabsprogram, hvor de ved fælles indsats kan måle og reducere udledninger.

Udover den konkrete dataindsamling og -deling er det således planen, at der skal investeres løbende i nye projekter, der understøtter en mindre CO2-intensiv produktion ude på gårdene.

Kilde: Danish Crown

Satser på grønnere produktion i fremtiden

Danish Crown har gennem adskillige år arbejdet tæt sammen med landmændene om at få etableret et solidt datafundament, der kan give transparens og indsigt i CO2-aftrykket gennem hele værdikæden; fra foder og teknologibrug på gårdene til udledninger fra fabrikker, transport og emballage. På den måde er det muligt at dokumentere CO2-aftrykket fra dyret – og i sidste ende det enkelte produkt.

- Efterspørgslen på kød med lavere klimaaftryk vil vokse markant i fremtiden, tror vi. Derfor har vi gennem en årrække arbejdet på at skabe systemer, der sikrer den nødvendige dokumentation og gennemsigtighed, siger Niels Ulrich Duedahl.

- Vi ved, at den langt største klimabelastning i vores værdikæde bor i det led, der ligger forud for modtagelsen på vores slagterier. Men vi kan ikke bare pege på landmændene og sige, at det skal de løse. Det er en opgave, vi er fælles om, tilføjer han.

Skal tage form løbende

CrownFarm-programmet kommer til at folde sig mere konkret ud, efterhånden som der indgås partnerskaber med kunderne.

- Når vi har kunderne med ude og se, hvordan der arbejdes på de gårde, der er længst fremme, så er det tydeligt at mærke deres respekt for det arbejde, der bliver gjort, siger Jamie Dunning, EVP Danish Crown UK, og tilføjer:

- Og de viser en nysgerrighed for at engagere sig i projekter, der kan hjælpe med at nedbringe klimaaftrykket fra kød. Det er netop det fællesskab om en stor og vigtig opgave, som vi gerne vil dyrke og udvikle mere med CrownFarm.

Specifikke målsætninger rækker tilbage på gården

Danish Crown har under Science Based Targets Initiative (SBTi) forpligtet sig til en række mål frem mod 2030 for at sænke klimaaftrykket gennem hele værdikæden (Scope 1, 2 og 3). Derudover har Danish Crown forpligtet sig på særskilte FLAG-målsætninger under SBTi. FLAG står for »Forest, Land, and Agriculture« og er altså specifikt for virksomheder, der har skov- og landbrugsrelaterede emissioner som en del af deres værdikæde.

Dermed rækker disse målsætninger direkte tilbage på gårdene. Det er her, hvor CrownFarm kan bidrage bl.a. med data og projekter, der skal reducere CO2-aftrykket på kødet og gennem data synliggøre det helt frem til køledisken.

De første partnerskabsaftaler om CrownFarm er allerede indgået, og det er forventningen, at flere kan komme til allerede i løbet af efteråret.

Business