Gris i oksepølse, kylling i kalkuntopping og fiskeboller med ubudne gæster. Fødevarestyrelsens laboratorie i Ringsted har testet 54 produkter med en ny DNA-analysemetode – og i 12 af dem blev der fundet spor af dyr, som ikke stod på ingredienslisten.

- Pilotprojektet har vist, at vores nye DNA-metode virker, og stemmer overens med resultaterne fra vores kollegaer i andre EU-lande, fortæller enhedschef Henrik Dammand i en pressemeddelelse.

Metoden gør det markant lettere at opdage både fejl og bevidst fusk i fødevarer.

- Uanset om det er utilsigtede fejl eller systematisk fusk, kan forkert varedeklaration have alvorlige konsekvenser for nogle forbrugere – heriblandt allergikere. Vores nye DNA-værktøj kan være en effektiv måde at hjælpe disse forbrugere på, siger Henrik Dammand.

Inspirationen kom blandt andet fra Australien, hvor et studie afslørede panerede fiskeprodukter med kød fra fredede hajer. EU-Kommissionen vurderer, at svindel med fødevarer koster medlemslandene 60-90 milliarder kroner årligt.

Fødevarestyrelsens DNA-værktøj kan fremover også få betydning for kontrol af plantebaserede varer og foder til kæledyr.

Business