Efter tre år: Medinvestor overtager hele sydvestjysk mælkeproduktion
Et brødrepar overtog i efteråret 2022 St. Hebo Mælkeproduktion, efter bedriften var gået konkurs året før. Købet skete ved hjælp af en medinvestor, men her tre år senere overtager hun hele produktionen.

Brødrene købte St. Hebo Mælkeproduktion i efteråret 2022, et år efter bedriften var gået konkurs, men i dag er det deres medinvestor, som ejer hele bedriften tæt ved Varde. Foto: Skraafoto/dataforsyningen
Susanne Poulsen fra Karup hjalp i efteråret 2022 brødreparret Kenneth og Mathias Eg Linding med at købe St. Hebo Mælkeproduktion ved Janderup vest for Varde, efter den store bedrift var gået konkurs året før.
Dengang erhvervede hun sig 40 procent af bedriften for at begrænse brødreparrets lånebehov, men her tre år senere ejer hun nu hele mælkeproduktionen.
Det beretter JydskeVestkysten.
Susanne Poulsen har således overtaget samtlige anparter i St. Hebo Mælkeproduktion ApS og har været eneejer siden 31. december 2025.
Kort forinden blev der skiftet ud i direktionen, da René Højris tiltrådte som ny adm. direktør efter Kenneth Eg Linding. René Højris solgte i 2025 sit landbrug ved Kvong.
Bedriften beskæftiger i dag 21 medarbejdere.
Det seneste regnskab er fra 2024 og viser et overskud på 166.142 kroner efter skat, mens egenkapitalen faldt til 15,9 millioner kroner fra 19,2 millioner kroner i 2023.





































