Ny rapport fastslår, at der er en høj efterspørgsel på dokumenteret bæredygtigt træ i den danske træbranche, men adgangen til certificeret træ fra danske skove er begrænset. Det kræver politisk handling at sikre forsyningerne af bæredygtigt træ fra lokale skove, lyder det fra Træ- og Møbelindustrien.
Bæredygtighed er ikke kun et slagord, som mange virksomheder og politikere smider om sig – det er også noget, som forbrugere kalder mere og mere på, i takt med at klimaforandringers skygger bliver længere. Vi ser udviklingen indenfor fødevareproduktion, energiselskaberne satser fortsat mere på biogas og andre mere bæredygtige energiformer, og danske virksomheder i træ- og møbelbranchen efterspørger i stadig højere grad dokumenteret bæredygtigt træ.