50 år med vikarer til landmændene

Siden 1973 har landmænd kunne rekvirere vikarer hos Sjællands Vikarservice, der kan fejre 50-års jubilæum sidst i august.

Onsdag den 30. august er der åbent hus hos Sjællands Vikarservice, der de seneste tre år har haft base på Rebslagervej 6 b i Holbæk. Foto: Jesper Hallgren

I slutningen af august, nærmere bestemt onsdag den 30. august, er det 50 år siden, at Sjællands Vikarservice blev stiftet, og det er et flot jubilæum, der naturligvis bliver markeret.

På selve dagen holder Sjællands Vikarservice således åbent hus i de gode rammer på Rebslagervej 6 b i Holbæk, der har været den faste base de seneste tre år.

Her varetager fire fuldtidsansatte medarbejdere og en enkelt på halv tid de mange opgaver, der er med til at skabe glæde hos både kunder og vikarerne, der tilknyttes til gavn for begge parter.

Siden oktober 2004 har det været med Michael Joensen for bordenden. Han blev ansat som daglig leder af kontoret, mens han i dag er direktør – og næsten eneejer af vikarbureauet.

Michael Joensen købte i første omgang – tilbage i 2018 – halvdelen af forretningen, og siden næsten også resten. Han ejer således 95 procent af driftsselskabet Sjællands Vikarservice ApS.

Alle aktiviteter i foreningen Sjællands Vikarservice er solgt til anpartsselskabet – på nær medlemmer og udlodninger. Foreningen består således stadig og vil minimum fortsætte så længe, der er medlemmer, som skal serviceres.

Enkelt og attraktivt koncept

Det var oprindelig landmænd, som tilbage i 1973 stiftede vikarbureauet, der ved ferie, sygdom og travlhed på gårdene skaffede en afløser til dyr og mark. Sådan er det stadig, selvom udviklingen i landbruget naturligvis også har påvirket Sjællands Vikarservice.

- Med strukturudviklingen er alle de små forsvundet. Da jeg tiltrådte for snart 20 år siden, var der 496 medlemmer, og i dag er der kun 56 medlemmer tilbage, fortæller Michael Joensen, der alligevel kan glæde sig over en positiv udvikling i forretningen.

I samme periode er omsætningen nemlig steget gevaldigt. Fra 2,8 millioner kroner i 2004 til 22 millioner i det seneste regnskab fra 2022. Det skyldes en række nye tiltag.

- Vi finder i dag ikke kun vikarer til landmænd, men også til en række andre erhverv, ligesom vi i 2019 også begyndte med chaufførudlejning, forklarer Michael Joensen, der for et par år siden satte endnu et skib i søen.

- I 2021 startede vi op med »try and hire«, som nu er et færdigt koncept, hvor man tænker rekruttering på en helt ny måde. Det er både enkelt og attraktivt, påpeger han og fortsætter:

- Med dette koncept kan man finde ud af, om kompetencer og kemi passer sammen inden en eventuel fastansættelse. Efter seks ugers vikariat kan vikaren så fastansættes uden beregning for det arbejde, vi ellers har stået for. Vi har på den måde allerede leveret over 100 vikarer til faste stillinger.

Værner om landmændene

Selvom landbrug – med udviklingen in mente – fylder mindre og mindre hos Sjællands Vikarservice, pointerer Michael Joensen, at der værnes om de landmænd, der er tilbage.

- Landmændene er vores DNA, og det tager vi alvorligt. Der er stor ansvarlighed inden for landbruget, og det betyder også, det er vigtigt med ansvarsfulde vikarer. Vi har aldrig kastet håndklædet i ringen og meddelt, vi ikke kan skaffe en vikar, men vi må indrømme, at det er sværere og sværere, fordi der er blevet færre at tage af.

- Vi forsøger, tilføjer Michael Joensen, at hjælpe landmændene så godt vi kan, og vi har blandt andet derfor ikke hævet vores priser til landmændene igennem de seneste 12 år.

På den næstsidste dag i august bliver det årelange samarbejde med landmændene så markeret, og det er selvfølgelig en oplagt mulighed for at fejre virksomheden med de dybe rødder i landbruget.

Der er åbent hus i tidsrummet klokken 14 til 17, hvor Michael Joensen håber at se mange fra fortiden samt nuværende kunder og vikarer, der blandt andet vil blive budt på lidt at spise og drikke.

Læs også