Laver pyrolyseanlæg for 15.000 kroner

Det går den rigtige vej med at skabe nye biobaserede værdikæder, ikke kun i Danmark, men også i Afrika. Her laves der blandt andet biokul via et efter danske forhold billigt pyrolyseanlæg.

Verdens befolkning er i hastig forøgelse i disse år, og det er befolkningstilvæksten i Afrika, der er hovedforklaringen. Det skaber naturligvis et større behov for at kunne producere fødevarer, men også at udnytte de restprodukter, der kommer ud af produktionen.

Blandt andet derfor er Food & Bio Cluster Denmark involveret i et projekt i Uganda, Ghana, Elfenbenskysten og Senegal, der tager sigte på at gøre værdikæderne mere effektive. Det oplyser organisationen.

Det fortæller Knud Tybirk, der er Senior Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark. Han har for nyligt været på besøg i Yamoussoukro i Elfenbenskysten, hvor der netop er blevet sat gang i et pyrolyseanlæg.

Græsprotein og cashewnødder

Anlægget har blot kostet 2.000 euro, hvilket svarer til små 15.000 kroner. Men det er de samme elementer, der er i spil, som det også kendes fra de større pyrolyseanlæg, der er på vej herhjemme.

- Vi arbejder blandt andet med at ekstrahere proteiner fra græs og andre grønne afgrøder, og det kan også være ærter og bønner, som man dyrker hernede lokalt, siger Knud Tybirk.

Han fortæller, at den nye teknologi kan være behjælpelig med at stoppe afskovningen i de centralafrikanske lande.

- I stedet for træ og skove, som er det, man gerne vil væk fra, så laver man biokul ud af rester fra landbrug eller fra forskellige fødevareprodukter. Det kan være skaller fra cashewnødder, det kan være avner fra ris eller fra majs, det kan være majskolber. Så bliver det pyrolyseret og lavet til biokul, som kan bruges som trækul inde i byer, og dermed sælges som et energifyldt produkt, siger innovationsmanageren.

Også fordele for landbruget

Men biokullet kan også bruges af lokale landmænd, fortæller han.

- Det kan også i nogle tilfælde, hvis produktet mere er i pulverform, så kan det bruges til at forbedre jordens kulstofindhold og dermed bidrage til at lagre noget kulstof også, siger Knud Tybirk.

Han tilføjer, at man lige nu arbejder på at skabe en model, der øger værdien for de små lokale landbrug i Elfenbenskysten.

Food & Bio Cluster Denmark er ikke alene om projektet. Således er der 25 partnere i Bio4Africa-projektet.

I denne video fortæller Knud Tybirk om Bio4Africa-projektet.

Læs også