78-årig sydfynsk mælkeproducent: - Det er ikke nok kun at fjerne landbrugsstøtten i EU

Karl Nicolajsen har det ligesom de fleste landmænd:

I den bedste af alle verdener agerede fødevareproducenterne på et helt frit marked, og der fandtes ingen offentlig landbrugsstøtte. Den bedste af alle verdener er imidlertid ikke noget realistisk scenarium, hvis man spørger den 78-årige landmand fra Adamslyst i sydfynske Fjellebroen:

- Det rareste var jo, hvis vi kunne klare os uden EU-støtten. Så slap vi også for al den kontrol og gentagne trusler fra systemet om at blive trukket i den støtte, der – som det fungerer i dag – er en vigtig del af indtægtsgrundlaget, som han formulerer det.

- Men det er bare ikke nok at fjerne landbrugs- og hektarstøtten her i EU. Vi agerer på et globalt marked, og i de øvrige verdensdele får landmændene jo stadig offentlige midler i støtte til fødevareproduktionen. Dermed ville vi blive sorteper her i Europa. Amerikanerne er nogle af dem, der støttes rigtig meget – og jeg kan da læse mig til, at den nyvalgte præsident Trump ikke ligefrem har tænkt sig at reducere i støtten. Han har tværtimod lovet landbruget mere hjælp, tilføjer Karl Nicolajsen.

Planer om at udfase landbrugsstøtten

Den sydfynske mælkeproducent og planteavler kommenterer dermed – ligesom flere andre landmænd – på de politiske meldinger om landbrugsstøttens fremtid.

Vi har tidligere givet taletid til blandt andre fødevareminister Jacob Jensen (V), som fastholder, at hektarstøtten fra EU bør udfases over tid, og at man bør fremskynde dén proces med den næste CAP-reform, der skal forhandles under det danske EU-formandskabs ledelse næste år. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne finder derimod SVM-regeringens plan uansvarlig i en tidsalder med fokus på nødvendigheden af selvforsyning, også af fødevarer. I den anden ende af det politiske spektrum efterlyser en samlet venstrefløj herhjemme mere økologi og opponerer mod støtte til kødproduktion.

Dejligt alsidigt arbejde

Når man besøger den erfarne landmand Karl Nicolajsen og hans familie sådan en formiddag på bedriften op og ned ad det sydfynske øhav, får man et idyllisk indtryk af dansk landbrug. Selv på kanten mellem efterår og vinter kvidrer fugle stadig fra trætoppene, og katten er heller ikke færdig med at slikke sol midt på gårdspladsen. Desuden er udsigten fra såvel indkørslen som køkkenvinduet absolut godkendt: Der er kun et stenkast mellem familien Nicolajsens bedrift og den smukke Nakkebølle Fjord.

- Og det er da også fortsat skønt at være landmand. Det er et dejligt alsidigt arbejde. Især her på stedet, hvor vi ikke nøjes med at tage os af enten dyr, mark eller maskiner men selv laver det hele og alting. Det er nu ikke så sjovt, som det var engang. Ikke med alle de regler og al den registrering. Men jeg kunne alligevel ikke tænke mig noget andet, lyder det fra Karl Nicolajsen.

100 køer og 100 hektar jord

De to matrikler på bedriften midt imellem Faaborg og Svendborg bebos henholdsvis af Karl og hans hustru Hanne samt af sønnen Thomas og hans kone og børn.

Familien har omkring 100 køer og cirka lige så mange ungdyr og dyrker knap 100 hektar jord, hvoraf cirka halvdelen hører til Adamslyst. Resten forpagtes hos mindre husmandssteder i området. Det er fortrinsvis grovfoder som majs og græs, der dyrkes, samt hvede, frø og raps.

Ejet af familien i adskillige generationer

Bedriften har været ejet af familien mange generationer tilbage men befandt sig tidligere på den anden side af Strandvejen. Karl Nicolajsens morbror døde allerede som 38-årig i 1940, hvorefter dennes to søstre overtog gården. De to søstre hyrede en bestyrer ved navn Erik Nicolajsen i 1942 – og denne blev minsandten efterfølgende far til Karl Nicolajsen.

Erik Nicolajsen byggede i 1956 den nye gård på denne side af vejen og flyttede ind året efter. I 1973 overtog Karl Nicolajsen halvparten af virksomheden fra sin far, og de byggede sammen det stuehus, som han og hustruen Hanne i dag bor i.

I 1977 overtog Karl Nicolajsen også den anden halvpart. En lov gjorde det lempeligere, så overdragelse kunne gøres billigere.

Sønnen Thomas var forpagter i mange år, mens far Karl ejede gården. Nedsættelse af arveafgift var ikke nok til på hurtig vis at lempe et generationsskifte på stedet, da et sådant snildt kan løbe op i et par millioner kroner alene i skatter. Men det lykkedes langt om længe at få papirerne i orden, så det i dag er Thomas, der står som ejer – mens hans rutinerede far hjælper til på bedriften. Blandt andet med sine daglige gøremål inde i stalden.

For meget papirarbejde

Ligesom Karl Nicolajsen har svært ved at forestille sig et moderne landmandsliv uden EU-støtte, kan han ikke se for sig, at Danmark nogensinde forlader det europæiske fællesskab:

- Det bliver for svært at stå udenfor, siger han.

Men bureaukratiet, der følger med, kunne han sagtens undvære. Og det gælder ikke mindst papirarbejdet i forbindelse med førnævnte støtte:

- For mange år siden nåede vi til den erkendelse, at vi måtte have professionelle til at hjælpe os med hektarstøtte-ansøgningerne, for hvis der sættes så meget som ét forkert kryds, ender det helt galt. Ja, jeg har endda prøvet at få afslag på hektarstøtte, fordi myndighederne havde lavet en fejl. Jeg fik pengene til sidst men måtte vente længe på dem, fortæller Karl Nicolajsen.

- Vi havde selv kontrol sidste år her på bedriften. Vi blev trukket en lillebitte smule på grund af nogle småting, men det var nu ikke noget særligt, tilføjer han.

Har intet med snyd at gøre

Hvad der til gengæld kan provokere Karl Nicolajsen, er de gentagne medieskildringer af landmænd, som snyder – når det i virkeligheden ofte viser sig at være sager om alt andet end bevidst omgåelse af reglerne:

- Tænk bare på den sag fra Djursland, hvor der var nul komma et eller andet hektar efterafgrøder for lidt. Men det skyldtes jo snegle og vandhuller! Så taler man om svindel og humbug og alt muligt, men det har da ikke noget med snyd at gøre, fastslår han.

EF-medlemskab gav en større kostald

Da Karl Nicolajsen lidt senere viser rundt i kostalden, udbryder han:

- Vores mest succesfulde udvidelse nogensinde var herinde!

Og det viser sig, at vi med dén fortælling bliver ved EU-emnet:

- Vi udvidede stalden i 1971, og investeringen var tjent hjem på kun ét år med det resultat, at vi kunne opføre stuehuset. Succesen skyldtes, at vi med fuld produktion kunne ride med på de høje priser i forbindelse med Danmarks optagelse i det daværende EF, og at det var billigt at bygge. De landmænd, som først byggede senere, fik større problemer. Det var også straks noget andet, da vi udvidede stalden endnu engang i 1979 – til nogle dyre udlandslån med meget høje renter, fortæller den 78-årige landmand.