Professor Jørgen E. Olesen:: Kommissionsudspil om kulstoflagering kan spilde milliardbeløb

Europa-Kommissionen har fuld gang i at få udarbejdet en certificeringsordning for blandt andet såkaldt carbon farming (kulstofbindende dyrkningsmetoder), der skal være med til at bane vej for handel med CO2-kvoter som led i EU’s klimaindsats. EU’s franske formandskab kalder det for en nøgleprioritet for den grønne omstilling af landbruget.

Kommissionen vil også have indrettet landbrugsstøtteordningen, så der bruges mere til at støtte carbon farming af de penge, som i dag er afsat til landmændenes direkte udbetalinger og frivillige støtteordninger.

Også den danske regering hilser tiltaget i en såkaldt meddelelse fra Europa-Kommissionen om »Bæredygtigt Kulstofkredsløb« velkommen, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i et notat herom til Folketinget. Initiativet gælder foruden dyrkningsmetoder i landbruget også skovbruget samt teknologiske tiltag i industrien til at imødegå udledning af CO2 til atmosfæren.

Europa-Kommissionen agter sidst på året at fremsætte et forslag til en certificeringsordning for kulstoffjernelse »baseret på solide og gennemsigtige kulstofregnskabsregler og -krav«. Certificeringsordningen skal bane vej for handel med CO2-kreditter som et ekstra forretningsgrundlag, også for landmænd. Også det erklærer den danske regering sig også »positiv« over for. En øvelse, som – alt inklusive - i givet fald skal understøttes med milliarder af kroner i tilskud.

Kan ende med et brag

På Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet siger professor og institutleder Jørgen E. Olesen om forhåbningerne om, at carbon farming kan bruges som middel til at tæmme nogle af landbrugets udledninger af drivhusgasser:

- Jeg er bange for, at det her ender i et stort bedrag - forstået på den måde, at det er virkeligt vanskeligt, grænsende til det umulige i praksis at kunne måle og verificere ændringer i jordens kulstof ude i marken, siger han for landbrugets vedkommende.

Europa-Kommissionen opkaster flere forskellige dyrkningsmetoder som instrumenter til at fastholde kulstof i jorden, så det ikke fordufter i atmosfæren og bidrager til drivhuseffekten.

- Det er fuldstændigt vanvittige, siger han om kommissionens liste over virkemidler med undtagelse af udtagningen af vådområder fra landbrugsdriften.

Lige netop dét, effektive virkemiddel bør udbredes til »op til et par hundrede tusinde hektar«, mener Jørgen E. Olesen. Regeringen og Folketinget har foreløbig sat penge ud til at udtage 100.000 hektar.

Afgrøder skal være flerårige og gerne dybtrodede for at det batter til at binde kulstof i jorden, siger professoren. Og det udelukker nærmest alt andet afgrøde end blandt andet flerårige græsser og foderafgrøden lucerne.

Kun få dyrkningsmetoder batter

- Dér kan vi måle en øget lagring og også en effekt, der varer i årtier. Så hvis man skifter fra korn til græs, så er der en effekt på kulstoflagringen, siger han.

Der er også en vis effekt, hvis man nedmulder halmen og har flere efterafgrøder. Men det varer ikke længe, siger Jørgen E. Olesen.

Der er altså en grænse for, hvor længe effekten på kulstoflagringen kan holdes kørende.

- Vi kan se fra langvarige forsøg tilbage fra 1980’erne, at stigningen i kulstofindholdet kun er der i de første 10-15 år, når man nedmulder halm eller dyrker efterafgrøder. Så nås et nyt niveau, hvor der ikke lagres mere kulstof. Så er marken mættet ved dette niveau af organisk stof. Og for at kunne forblive på det høje niveau, så skal man blive ved med at have efterafgrøder eller nedmuldning af halm, men så uden at få mere kulstoflagring ud af det, siger Jørgen E. Olesen.

Skulle der endelig laves sådan en certificeringsordning for CO2, så ville det være meget bedre at lægge til grund, hvilke managementtiltag, landmændene benytter sig af. Altså på baggrund af hvilke dyrkningsmetoder, som landmændene bruger af dem, der kan begrænse CO2-udslippet fra deres marker. I den forbindelse skal landmanden også kun belønnes med støtte, såfremt han foretager sig noget bedre for klimaet i sin mark, end har før har gjort, siger professoren.

Pløjefri dyrkning er ingen løsning

- Det kan så være halmdække, efterafgrøder eller græsmarker. Men her er man altså nødt til at se på, hvor længe effekten varer og især på om effekten er permanent. Ved ophør af for eksempel halmtilførsel vil kulstoflageret forholdsvis hurtigt falde tilbage til et lavere niveau, og så vil der ingen permanens være af tiltaget, siger han.

Pløjefri dyrkning og conservation agriculture er dyrkningsmetoder, som ellers også er i vælten som skånsomme for markerne, og som også kommissionen er lun på. Men det er slet ikke noget, som Jørgen E. Olesen har fidus til, at der kan måles CO2-emissioner for.

- Vi kan ikke under vores klima se, at der er en effekt på kulstoflageret i jorden af reduceret jordbearbejdning eller direkte såning. Og heller ikke, når man kigger på tværs af studier fra forsøg verden over. Der er et øget kulstofindhold i de allerøverste centimeter af jorden. Til gengæld er der et lavere kulstofindhold, når man kommer ned i 30-40 centimeters dybde, siger professoren.

Braklægning – som får et ekstra boost i landbrugsreformen af hensyn også til biodiversiteten - er der heller ikke helt så står effekt på kulstoflagring af, som der er af græsmarker i dyrkning. Det skyldes, at der her på braklagte marker ikke må tilføres gødning, som bidrager til at sikre den plantevækst, der fastholder og øger kulstof i jorden.

Professoren har også en anden slags anke mod braklægning.

- Braklægning har jo den ulempe, at det ikke giver nogen landbrugsproduktion. Og det er jo uheldigt, hvis landbruget også skal producere fødevarer. Dermed skal man jo bare producere fødevarerne et andet sted, hvor der så vil være øgede udledninger, bemærker han.

Fremhæver biokul

Så for jordbrugets vedkommende er det, altså, kun flerårige græsmarker, der batter noget, når det handler om, at landbruget skal lagre mere kulstof på markerne.

At afløse jordbrug med skovbrug kan heller ikke bidrage med det store, mener han.

- Skov kan også hjælpe. Men det går langsomt i gang. De første 5-10 år sker der ikke meget – der mister man ofte kulstof fra jorden, fordi der ikke gror så meget. Der vil ikke være nogen særlig stor kulstofophobning i jorden i skoven eller i vedmassen. Og her er problemet så igen, at det ikke giver nogen fødevareproduktion. Og så skal man jo til at øge fødevareproduktionen på det resterende dyrkningsareal. Og så er der jo ikke vundet noget.

Så skal man gøre noget for at lagre kulstof, siger professoren, så skal der helt andre instrumenter til end dyrkningsmetoder. Der skal kigges på helt nye teknologier frem for det kendte. Ellers opstår risikoen for fejlinvesteringer for kæmpebeløb.

- Vi skal se på biokul. Dét virker. Og det virker også over tid. Det kan blive ved med at hobes op, fordi det ikke nedbrydes af mikroorganismerne i jorden, nævner Jørgen E. Olesen som eksempel en anden teknologi.

Biokul kan køres ud på markerne for at forbedre jorden som fosfor eller kaliumgødning. Biokul er et restprodukt fra pyrolyse, som er forgasning til biobrændstof af biomateriale såsom halm eller af gyllefibre fra gylleseparering i biogasanlæg.

Der udvikles nye teknologier

Lige nu er CO2 stadigvæk et affaldsprodukt fra biogasanlæg. Men CO2’en skal vi - når vi kigger ind i fremtiden - opgradere til at blive udnyttet sammen med vindkraft eller solcellestrøm til for eksempel brintproduktion til lagerbart brændstof, såkaldt Power-to-X, siger Jørgen E. Olesen.

- Jeg synes, at det er et fejlskud af kommissionen at have så stort et fokus på kulstoflagring. Vi burde i landbruget kigge mere på lattergas og metan i stedet for.

Det er så ikke en nedbringelse af landbrugets husdyrhold, som professoren er efter.

- For så har vi et andet problem, nemlig den internationale efterspørgsel. Det duer jo ikke, at produktionen så bare flytter til andre lande med dårligere miljø- og klimaregulering. Vi skal have nogle teknologier på plads, der kan skrue udledningerne fra vores almindelige landbrugsdrift ned.

Her nævner Jørgen E. Olesen umiddelbart fodring og avl eller forsuring og hurtig udslusning af gylle som eksempler på instrumenter, som der kan skrues på for at nedbringe udledningen af andre gasser end C02.

- Vi har virksomme teknologier, som vi godt kan begynde at skubbe ud i praksis.

Der er dog stadig videnskabelig usikkerhed om, hvad virker, og ikke virker til at fastholde og nedbringe kulstof i forhold til atmosfæren, påpeger Jørgen E. Olesen.

Finansieringsvilje er en usikkerhed

Men han siger også:

- Usikkerheden ligger sådan set mest i, hvad villigheden til at investere er. Hvis der er villighed til at investere, så tror jeg også, at virksomhederne vil komme med de teknologier, der skal til. Nogen skal betale for det. Og det skal også være en investering, som skal kunne forrente sig. Ellers vil hverken bankerne eller realkreditten stå i kø.

Umiddelbart vil Jørgen E. Olesen mene, at støtteordningen via CAP’en er utilstrækkelig.

- Jeg tror ikke, at det her bare kan klares med CAP’en. Der skal nok mere ind over fra finansielle investorer. De finansielle investorer har jo også fået besked af politikerne og EU på, at de skal investere mere grønt. Udfordringen på landbrugsområdet er bare, at er ikke findes en liste over, hvad grønne investeringer er for noget.

- Vi er nødt til at få de private virksomheder med, herunder Danish Crown og Arla, til at understøtte, at der kommer flere krav eller merpriser for at producere mere klimavenligt, siger han.

Mens Jørgen E. Olesen frygter, at EU vil skrue en overstatslig certificeringsordning for carbon farming helt forkert og katastrofalt sammen, og så giver han heller ikke meget for det eksisterende, private marked for handel med CO2-kreditter.

 - Deres certificeringer er ikke retvisende. Der findes reelt intet transparant certificeringsorgan. Man kan i praksis få nogen til at certificere næsten hvad som helst. I virkeligheden er spillereglerne ikke lagt fast. Så landmænd bør overveje meget nøje at gå ind i dét der. Man skal i hvert fald ikke binde sig for ret mange år. Man risikerer at miste ret til støtte fra CAP’en eller muligheden for at levere til Arla og Danish Crown, hvis man allerede har solgt klimareduktioner.

Regeringen er positiv

EU’s landbrugskommissær Janusz Wojciechowski har ifølge netmediet, Euractiv, sagt, at han vil »bestræbe sig for at sikre, at carbon farming i så vidt omfang som muligt« vil blive integreret i CAP’ens strategiske planer for hvert enkelt medlemsland.

I den danske udmøntning af CAP-reformen er der flere, ekstra støtteordninger, som også er ment til at batte for klimaindsatsen som sideeffekter til for eksempel en øget biodiversitet. Også med kulstofbinding i jorden. Flere andre medlemslande har gjort det samme, og kommissionen har opmuntret til, at medlemslandene belønner carbon farming straks i den kommende CAP-programperiode frem til og med 2027.

I det hele taget opererer CAP-reformen fra 2023 med en forstærket indsats for både klima og miljø og natur.

Men det er ikke noget, der flytter voldsomt på hele klimaindsatsen, vurderer professoren. En vurdering, som europæiske miljøorganisationer deler. Kollegaer til Jørgen E. Olesen på Institut for Agroøkologi skønner, at CAP-reformen trods alt indebærer en forbedring for klimaet i kraft blandt andet af skærpede, grønne krav til godt landmandsskab (GLM) som forudsætning for de direkte udbetalinger.

Men de påpeger i Danmarks egen officielle miljøvurdering af den hjemlige udmøntning, at de såkaldte bioordninger (eco-schemes) kun er étårige, således at et areal, der er støttet for udlægning af græs, kan tages i igen drift året efter. »For eksempel i forhold til kulstoflagring i jorden bør det bemærkes, at effekterne ikke er varige, medmindre der tilrettelægges en permanent dyrkningspraksis, der forhindrer tab af kvælstof…«, skriver forskerne.

EU: - Kulstoffjernelse er afgørende

EU har indgået en juridisk bindende forpligtelse om at være blevet klimaneutral inden 2050.

Ved kommissionens præsentation af meddelelsen om kulstofkredsløb udtalte kommissionens næstformand og ansvarlig for klimaindsatsen med den Grønne Pagt, Frans Timmermans:

- Kulstoffjernelse er afgørende for reelt at kunne overholde vores klimaforpligtelser.

De hidtidige CAP-reformer har slet ikke battet meget. I perioden 2014-2022 spenderede EU en fjerdedel af landbrugsstøtten, i alt 744 milliarder kroner, på en målrettet indsats til at nedbringe landbrugets drivhusgasemissioner. Men uden at niveauet faldt væsentligt i forhold til 2010. Det har EU’s egen revisionsret konstateret med en efterlysning af større ansvarlighed og gennemsigtighed for indsatsen i den kommende CAP-programperiode.

- Det her er en begyndelse. Vi har stadigvæk enorme udfordringer med at skaffe de rigtige teknologier til den nødvendige indsats. Og det er man også nødt til at understøtte, siger Jørgen E. Olesen.

Den europæiske landbrugsorganisation, Copa Cocega, har modsat sig, at der skal tages penge fra de eksisterende CAP-budgetter til de direkte betalinger og øvrige støtteordninger til at muliggøre en certificeringsordning for kulstoflagring i landbruget.

- Der kommer ikke flere penge ind i landbrugsstøtteordningerne. Det er bare et vilkår. Resten af samfundet ser ikke længere, at vi skal støtte sikkerhed for fødevareforsyningen. Derimod er det miljø og klima. Der er et enormt brug for støttemidler til en omstilling, og de penge skal ikke bare kanaliseres hen, hvor vi blot understøtter nuværende, uvirksomme tiltag. For så får vi hverken det ene eller det andet, siger Jørgen E. Olesen om udsigten til, at carbon farming og en tilhørende certificeringsordning vil blive indrulleret i CAP’en.