Rådgiver: Mælkeproducenter kan forvente øget pres

Mælkeproducenternes dækningsbidrag vil ikke blive ved med at holde samme positive udvikling som i 2020, vurderer en rådgiver, der fremlagde analyser af de første regnskaber for 2020 på et webinar torsdag aften.

I de årsregnskaber, som rådgivningsvirksomheden SLF har nået at analysere indtil videre, ses en stigning i mælkeydelsen pr. ko, og samtidig er dækningsbidraget øget en anelse.

Men dækningsbidraget vil ifølge teamchef i driftsøkonomiafdelingen i SLF, Carsten Friis, ikke blive ved med at holde samme positive udvikling.

- Det betyder, at der vil opstå et øget pres på de enkelte mælkeproducenter, og der skal derfor hele tiden tænkes i effektivitet, konstaterer Carsten Friis i en pressemeddelelse.

Analysen viser samtidig, at mælkeproducenterne er blevet mere robuste i 2020, og der har været en solid fremgang i driftsresultatet på 20 procent.

Fremgang siden 2018

Resultaterne fra analysen indgik i et webinar om fremtidens mælkeproducenter, som SLF ifølge pressemeddelelsen ville afvikle torsdag aften.

Omkring 1,1 millioner kroner er driftsresultatet for en gennemsnitsbedrift, og dermed fortsættes den fremgang, som mælkeproducenterne har oplevet siden 2018.

- Den nedlukning og markante tilbagegang, som mange brancher har oplevet her i coronakrisen, har ikke ramt mælkeproducenterne, lyder en af konklusionerne.

mip

Læs også