Virksomheden Æ´Hugger er i fuld gang med helskudshøstning af energipil. Efterårets og vinterens store mængder vedvarende nedbør har gjort, at man i år har måttet tænke anderledes.
Æ´Hugger høster energipil lige nu – helskudshøstning. Holder en pause hen over sommeren på grund af genskud, og går så i krig igen til august-september.
Det er en nødvendighed for i vinters, hvor de plejer at udføre opgaven, var det ikke kun bælterne, som ikke kunne holde oppe. Energipilen stod simpelthen under vand.
- Ved helskudshøstning er det en maskine, som klipper pilen ved jorden. Samler dem op på ladet, lidt ligesom hvis man høster tagrør. Og så bliver de kørt til bilfast vej med vores udkørselsmaskine, forklarer indehaver Erling Bendtsen, som sidste år kunne fejre både 20 års jubilæum og 50 års fødselsdag.
Mere sikker afsætning
Virksomheden har valgt helskudshøstning fordi de oplever en mere sikker afsætning.
- Varmeværkerne er faktisk helt vilde med det, siger Erling Bendtsen.
Ved helskudshøstning bliver pilene taget, når de er omkring fire til fem år gamle.
- Det giver en større brændværdi, forklarer Erling Bendtsen og fortæller, at tørringen, inden flishuggeren kommer, gør at affald og topender falder fra. Så man ikke skal bruge energi på at transportere det.
- Hvis pilene var grønne, altså taget med, hvad der minder om en majssnitter, begynder det at varme og det tager en masse energi. Det er jo lidt ligesom majs eller græs, og så er der jo en mindre brændværdi i dem. Så det er derfor vi har valgt helskudshøstning.
Klar med konkurrence
Energipilen, som lige nu lægges til tørre, er klar til at blive lavet til flis, når vi rammer høst, vurderer Æ´ Hugger.
Flisen afsættes enten til varmeværker eller bliver lavet til biopilestrø, som er et strøprodukt til heste.
Erling Bendtsen glæder sig til at snakke med dem, der kommer forbi på Lemvig Marked og Dyrskue. Han vil også forberede en konkurrence med spørgsmål, som man kan finde svar på, på hans hjemmeside.
- Vi er i gang med at få lavet en ny hjemmeside, og med konkurrencen vil vi gerne få budt nogle flere ind på den, siger Erling Bendtsen, som sidste år blev godkendt biomasseproducent.