Årets sødeste kalv kåres

Uanset om Det Fynske Dyrskue afvikles, så gentages populær facebook-konkurrence.

I skrivende stund, mandag i sidste uge, var det endnu ikke afklaret, hvorvidt Det Fynske Dyrskue kunne gennemføres eller atter i år måtte aflyses på grund af corona-situationen.

Dyrskue eller ej, så gennemføres den online kåring af dyrskuets sødeste kalv. En konkurrence, som sidste år havde cirka 50.000 facebook-visninger.

Det er frem til og med den 21. maj muligt at indsende billeder af en kalv til konkurrencen. Reglerne er simple: Alle kan være med – også krydsningsdyr. Der er ingen krav om, at kalven skal med på Det Fynske Dyrskue. Dyret må dog maksimalt være et halvt år gammel, og Dyrskuet vil også gerne vide, hvilken race kalven er, og hvad dens navn eventuelt er. Billederne sendes til se@fynsklandbrug.dk.

Fra fredag den 28. maj og frem til 4. juni klokken 12 kan Det Fynske Dyrskues følgere på facebook stemme på dyrskuets sødeste kalv. Der er altså ingen dommere, som vil bedømme disse kalve – det er alene op til, hvad fynboerne mener.

- Konkurrencen giver os mulighed for at vise en masse søde dyr frem for fynboerne. Vi håber, at opbakningen i år bliver mindst lige så stor som sidste år, fortæller Sara Ekknud Windell, Dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue.

Læs også