Når malkekøerne går i ringen på Hobro Dyrskue, bliver det for allerførste gang med køer fra ejendommen Sommerlyst udenfor Vester Hornum ved Farsø. Her har Gunnar Schmidt været selvstændig mælkeproducent siden 2008 efter at have været i et I/S med sin far fra 2002.

Helt fra barnsben har Gunnar været vant til at udstille køer på de lokale dyrskuer, men de seneste mange år er det kun blevet til Løgstør Dyrskue og aldrig før i Hobro.

- Jeg vil rigtig gerne på dyrskue. Men vi gør det kun, når jeg har nogle ansatte, som har interesse for det, for jeg vil ikke stå med det selv, siger Gunnar, som i høj grad vælger dyrskuerne til for at kunne vise omverdenen lidt om landbrug.

- Et dyrskue er jo den eneste kontakt, nogle har med landbruget, og derfor synes jeg, det er rigtig vigtigt at bakke op om dyrskuerne, siger han.

Tror på en af de unge

Ejendommen rummer 300 holsteinkøer, og fem af dem skal med til Hobro – to 1. kalvs køer, to 2. kalvs køer og en ældre ko. Ingen af dem har prøvet det før.

Egentlig går Gunnar Schmidt ikke ret meget op i avl.

- Vi ved godt, hvordan vi vil have vores køer, men jeg køber ikke importsæd eller sidder og studerer avlstyre.

Det er en af de helt unge køer, som Sommerlyst sætter deres lid til i ringen i Hobro.

- Hun har et virkelig godt yver, men måske ikke nok malkepræg, det må vi se, siger altmuligmanden Nicolai Hannesbo Pedersen.

Altid gang i noget

Ved Sommerlyst er der altid gang i et projekt.

Senest blev der i 2020 bygget et råvarehus, i 2021 blev foderladen lavet om til kælvekvier og goldkøer med udendørs foderbord, og lige nu er de i fuld gang med at etablere nye plansiloer for at blive fri for de sidste markstakke.

- Så har jeg også lovet min kone, at vi ikke skal have gang i flere projekter lige med det samme, siger Gunnar Schmidt og kommer efter, at malkekarussellen står for udskiftning.

Noget, han håber, kan ske i 2023.

Perfekt størrelse

Med 300 køer og 250 hektar jord indenfor to kilometer fra ejendommen har Sommerlyst præcis den størrelse, den skal have.

- Vi udnytter rammerne og de muligheder, vi har her. Hvis jeg skal have flere køer, kræver det mere jord, og så vil vi skulle køre 5-7 kilometer efter det. Derfor synes jeg, at det hele passer meget godt sammen lige nu, siger Gunnar Schmidt.

Om karrusellens afløser bliver en ny malkestald eller malkerobotter, er Gunnar ikke længere så meget i tvivl om.

- Tanken var, at enten skal jeg have en malkestald, som kan malke 300 køer på under to timer eller også malkerobotter. Men når jeg kigger på hele situationen omkring arbejdskraft og mangel på samme, er jeg egentlig ikke så meget i tvivl mere, så bliver det malkerobotter, konstaterer Gunnar Schmidt.

- Et dyrskue er den eneste kontakt, nogle har med landbruget, og derfor synes jeg, det er rigtig vigtigt at bakke op om dyrskuerne.

Mælkeproducent Gunnar Schmidt