Better Energy har valgt at udskyde flere solcelleprojekter i Danmark til på den anden side af 2030.
Det går langsomt med den grønne omstilling. Det gælder ikke kun i flere erhverv, men også på myndighedsplan. For selv om der er brug for store mængder vedvarende bæredygtig energi i Europa i de kommende år, går det f. eks. ikke hurtigt med at gøre elnettet klar til at kunne distribuere de mange watt.
Derfor forventer Better Energy nu at skulle udskyde danske solcelleprojekter med potentialer for produktion af 3 gigawatt. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Udover de forsinkede projekter forventer Better Energy også at skulle fyre ansatte.
- Vi tror stadig fuldt og fast på nødvendigheden af en gennemgribende omstilling til grøn energi, men det er afgørende, at produktionen af grøn energi følger behovet, siger administrerende direktør og medstifter i Better Energy, Rasmus Lildholdt Kjær, i en pressemeddelelse.
Ændrer sit mantra
Tidligere har det været et mantra hos solenenergiproducenten, at der skulle laves så meget energi så hurtigt som muligt, men det har man bevæget sig væk fra. Nu handler det i stedet om at skabe »grøn energi på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt«.
- Efterspørgslen efter og produktionen af grøn energi skal i endnu højere grad gå hånd i hånd. Når vi står over for realiserbare muligheder, der kombinerer nyt grønt forbrug med ny produktion, er det vigtigt at fokusere på netop disse og sikre, at den nødvendige net-infrastruktur etableres hurtigst muligt, lyder det fra Rasmus Lildholdt Kjær, der fortsætter:
- Med andre ord skal vi finde måder at bygge bro mellem den øgede efterspørgsel på strøm og den nye elproduktion, og her vil timing og lokation spille en helt central rolle, siger direktøren.
Det er blandt andet udbygningen af en elektrificeret industri og transportsektor, men også produktion af grønt brændstof via power-to-x-teknologi, der ikke går så hurtigt som ventet, oplyser direktøren.
Hvis der ikke er et tilsvarende forbrugsbehov for strømmen, så vil det selvfølgelig ikke kommercielt kunne give mening at bygge
Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør, Better Energy – i Børsen
En moden portefølje
Tidligere på måneden valgte energigiganten Ørsted således at trække sig ud af det store power-to-x-projekt ved Idomlund i Vestjylland, som man ellers var involveret i sammen med Skovgaard Energy.
Næste år bliver prisen for at blive koblet på elnettet for VE-producenter skruet pænt i vejret, men i et interview med Børsen afviser Rasmus Lildholdt Kjær, at det har noget med sagen at gøre. Og det er heller ikke fordi, at den praktiske opbygning af parkerne er for besværlig.
- Vi har en ret moden portefølje i Danmark, så det vil være anlæg, som vi ville være i stand til at bygge. Men hvis der ikke er et tilsvarende forbrugsbehov for strømmen, så vil det selvfølgelig ikke kommercielt kunne give mening at bygge. Det er den virkelighed, vi tager konsekvensen af nu, siger han til avisen.
Better Energy havde i sidste regnskabsår, 2023, en omsætning på 2,5 milliarder kroner med et overskud på 132 millioner kroner efter skat.